Luis og Joachim fejrede mangfoldigheden: - Det er helt klart stadig vigtigt at råbe op
Det var i dag 10. gang, der blev afholdt Pride i Aarhus - alligevel kan det stadig være svært at stå frem. Derfor vil Socialdemokratiet nu have en handleplan.
- Vi har oplevet at blive spyttet af på gaden, når vi har gået sammen og råbt ad og sådan noget, så det er helt klart stadig vigtigt at råbe op om mangfoldigheden og kæmpe for det.
Sådan lyder det fra Luis Jesper Fogh fra Hammel, der lørdag deltog i en coronavenlig markering af 10-året for Aarhus Pride sammen med sin partner Joachim San Green.
For selvom der har været Aarhus Pride i 10 år, så er der stadig i høj grad brug for en fest i regnbuens tegn. Det kan nemlig stadig være svært at stå frem med sin seksualitet. Det har det unge par fra Hammel selv erfaret.
- Der er meget frygt forbundet med at springe ud. Jeg har været meget bange, specielt fordi Hammel er en meget lille by, så der har ikke været så meget plads til det, lyder det fra Luis Jesper Fogh.
Socialdemokratiet vil have handleplan
Luis Jesper Fogh og Joachim San Green er ikke de eneste, som oplever, at det stadig kan være svært at have en anden seksualitet end den gængse.
En undersøgelse lavet af Epinion for Aarhus Kommune beretter blandt andet om ensomhed og mistrivsel, og at næsten hver anden LGBT+ person i kommunen har oplevet diskrimination eller hadforbrydelser.
Hovedkonklusioner i undersøgelsen
- LGBT+ personer mener i lavere grad end aarhusianere generelt, at Aarhus er en god by for dem. 20% af LGBT+ personerne svarer, at Aarhus ‘i meget høj grad’ er en god by for dem, hvilket er 11% lavere end hvad aarhusianere generelt svarede i temperaturmålingen fra 2018. Kun 2% af LGBT+ personer svarer dog, at Aarhus ‘slet ikke’ er en god by for den.
- Det som flest LGBT+ personer nævner, kan gøre Aarhus til en bedre by for dem er: ”flere cafeer, foreninger og diskoteker for LGBT+ personer”, ”flere arrangementer for LGBT+ personer” og oprettelse af et ”LGBT hus”.
- 5% af LGBT+ personerne svarer, at deres trivsel og livskvalitet er ‘dårlig’/’virkelig dårlig’. 17% svarer, til et spørgsmål om ensomhed, at de ‘ofte’ er alene, selvom de hellere ville være sammen med andre. Yngre LGBT+ personer er i højere grad ramt af dårlig trivsel, livskvalitet og ensomhed end ældre LGBT+ personer.
- 50% af LGBT+ personerne svarer, at det ‘i meget høj grad’/’i høj grad’ er vigtigt for dem, at være en del af et LGBT+ fællesskab. Kun 29% af de, som mener det er vigtigt at være en del af et fællesskab, svarer at de ‘i meget høj grad’/’i høj grad’ har mulighed for at blive en del af et LGBT+ fællesskab. Dette indikerer, at der er en uoverensstemmelse mellem lyst og muligheder, når det kommer til LGBT+ fællesskaber i Aarhus.
- De fællesskaber som flest LGBT+ personer nævner, der mangler i Aarhus er: ”fællesskaber for ældre”, ”fællesskaber for unge”, ”fællesskaber for nye LGBT+ personer” og ”kulturfællesskaber”.
- 59% af LGBT+ personerne, svarer at de ikke altid er åbne over for deres seksualitet og/eller kønsidentitet. De tre hyppigste steder hvor LGBT+ personer ikke er åbne om deres seksualitet og/eller kønsidentitet er på ”offentlige steder (f.eks. gaden, cafeer mv.)”, ”arbejdet” og ”studiet”.
- 44% af LGBT+ personerne har oplevet at været udsat for diskrimination og/eller hadforbrydelser i Aarhus, de fleste heraf har kun ‘sjældent’ oplevet det. Yngre LGBT+ personer har i højere grad oplevet at blive udsat for diskrimination og/eller hadforbrydelser end ældre LGBT+ personer.
- 10% af LGBT+ personerne svarer, at de ‘i meget høj grad’/’i høj grad’ har oplevet, at Aarhus Kommune ikke har anerkendt deres kønsidentitet og/eller seksualitet. Der hvor flest har oplevet ikke at blive anerkendt, har været i forbindelse med ”spørgeskemaer, blanketter og formularer”. Derudover bliver ”folkeskolen og dagtilbud” (oplevelser fra forældre) og ”sundhedsvæsnet” nævnt som steder, hvor flere har oplevet, at deres kønsidentitet og/eller seksualitet ikke er blevet anerkendt.
Kilde: Aarhus Kommune
Det er ikke godt nok, mener Socialdemokratiet, der nu vil lave en handleplan på området.
- Det skal ikke bare være en eller anden støvet politik. Jeg mener, vi skal lave en konkret handleplan med nogle konkrete handlinger, så vi kan få sat nogle ting i gang, siger Anders Winnerskjold, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus Kommune, og fortsætter:
- Jeg synes ikke, det skal være sådan i Aarhus, at så mange med en seksualitet, som ikke er heteroseksuel, har det så svært.