Louise følte sig trådt på - nu bliver hun angrebet af kvindelig kollega

Ung politiker kritiserede mandlig kollega for at trække alderskort. Du er en totalitær feminist, lyder modsvaret.

Louise Lindskrog (tv.) og Almaz Mengesha er kommet i ordkrig efter det seneste byrådsmøde i Aarhus Kommune. Foto: Louise Lindskrog/Almaz Mengesha

- Hun er mest optaget af sit udseende, alder og køn. Hun trækker lillepige-kortet, og det er bestemt ikke kvindekønnet værdigt. Det ville klæde hende at stemple sig ind i den politiske debat.

Slam. 

Byrådsmedlem i Aarhus Almaz Mengesha (V) holder sig ikke tilbage i sin kritik af kollegaen Louise Lindskrog (S), der mandag over for TV2 ØSTJYLLAND gav udtryk for, at hun som ung kvindelig politiker ofte bliver mødt med nedladende kommentarer og sexchikane i stedet for politiske argumenter. 

Læs også Louise vred efter ophedet debat: - Jeg bliver mødt med nedladende kommentarer

Louise Lindskrog har været medlem af byrådet i Aarhus Kommune siden januar 2018. Hun er næstformand for økonomiudvalget og medlem af teknisk udvalg for Socialdemokratiet.  Foto: Privat

Alder og konduite

27-årige Louise Lindskrog gav udtryk for, at hun var frustreret over, at byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V) ved det seneste byrådsmøde i en debat om grundvand sagde følgende til hende:

"Det er tydeligt, at den unge socialdemokratiske ordfører har glemt konduiten og tydeligvis ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i sagen." 

- Han indleder med at kommentere, at jeg er meget ung, og at jeg overhovedet ikke har forstået, hvad vi taler om. Det ærgrer mig, fordi det er ikke et argument, der har noget med politik at gøre, sagde Louise Lindskrog mandag til TV2 ØSTJYLLAND. 

Gert Bjerregaard har været medlem af Aarhus Byråd siden 2002. Han har tidligere været rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

I et facebookopslag beskrev hun Gert Bjerregaards ord som "nedladende mansplaining" og pointerede, at kommentarer om alder ikke hører hjemme i en byrådsdebat.

En totalitær feminist

Louise Lindskrogs argumenter møder som nævnt ikke forståelse hos Almaz Mengesha. Langt fra, faktisk.

Hun skubber sit køn foran sig. Det ville klæde hende at tale mere om politik. 

Almaz Mengesha, byrådsmedlem, Aarhus Kommune

Mengesha mener, at Louise Lindskrog har "skumle og skadelige hensigter" med sit facebookopslag og hæfter sig ved, at Louise Lindskrog ved flere lejligheder selv har fremhævet, at hun er en ung kvinde i politik. 

- Hun bliver ikke talt ned til. Hun er et dårligt eksempel på det at være kvinde, fordi hun er tyndhudet og bruger sit køn, siger Almaz Mengesha til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Hun er en totalitær feminist, og hun skyer ingen midler i forhold til at få sit budskab frem, om at hun er blevet undertrykt, uanset om det er sandt eller ej. Det er med til at ødelægge den virkelige ligestillingskamp. 

46-årige Almaz Mengesha er ved siden af sit politiske liv socialrådgiver i Aarhus Kommune. Hun er også mor til tre. 

Ikke et værtshus

Almaz Mengesha bakker også om op Gert Bjerregaars kritik af Louise Lindskrogs manglende konduite i forbindelse med byrådsmødet den 12. august. 

Gert Bjerregaard gjorde mandag over for TV2 ØSTJYLLAND opmærksom på, at Louise Lindskrog ikke overholdt taletidsreglerne og talte direkte til de andre byrådsmedlemmer uden at bruge deres fulde navn.

- Hun overskrider de gældende regler i byrådssalen, og hun taler som om, vi er på et værtshus. Det er helt fair, at hun bliver irettesat. Det gør hun først af borgmesteren og siden af Gert Bjerregaard. Det burde hun tage ved lære af i stedet for at trække lillepigekortet, siger Almaz Mengesha til TV2 ØSTJYLLAND. 

Almaz Mengesha repræsenterede indtil 2019 Liberal Alliance i byrådet i Aarhus. Herefter var hun i en periode løsgænger, indtil hun blev medlem af Venstre.  Foto: aarhus.dk

Er du ikke bare ude på at pille Louise Lindskrog ned, fordi hun har kritiseret en politiker fra blå blok?

- Nej, jeg vil gerne ligestilling. Jeg har som kvinde et ansvar for at sige fra over for totalitære feminister.

Ikke kun på egne vegne

TV2 ØSTJYLLAND har forholdt Almaz Mengeshas kritik over for Louise Lindskrog. Hun mener ikke, der en modsætning mellem at mene, at der er brug for unge i politik og at kræve, at man bliver mødt på lige fod. 

- Jeg føler, at jeg siger fra, når andre bruger min alder til at diskvalificere mit politiske budskab. Jeg gør det ikke kun på egne vegne, men også fordi, det er en offentlig debat, og jeg ved, at pigerne i børn- og ungebyrådet i Aarhus Kommune lytter med til byrådsmøderne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Louise Lindskrog sammen med nogle af de 31 medlemmer af børne- og ungebyrådet i Aarhus Kommune. Børnene er i alderen 13-17 år.  Foto: Privat

Ifølge Louise Lindskrog ville hun formentlig ikke have brugt tid eller energi på at irettesætte Gert Bjerregaard, hvis det havde været en privat samtale.

- For jeg tror ikke, at jeg kan lave Gert Bjerregaard eller andre mænd, der ikke kan tåle politisk modstand, om, lyder det.

Kamppladsen

Louise Lindskrog betegner Almaz Mengeshas kritik af hende som "useriøs og et forsøg på at fordreje emnet". 

- Politik er en kampplads, men kun for politiske argumenter og ikke irrelevante forhold som alder og køn, siger hun. 

06:17

VIDEO: Her fortæller Louise Lindskrog om sin oplevelse i Aarhus Byråd. 

Luk video

Den socialdemokratiske politiker modsætter sig også, at hun bruger "værtshus-agtige udtryk" i forbindelse med byrådsmøder.

- Jeg bestræber mig konsekvent på, at man taler ordentlig til hinanden i byrådet, men det sker ofte, at man kommer til at tale direkte og glemme at bruge efternavn, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Slappe nosser ophidser feminist: - Det er torskedumt af direktøren

TV2 ØSTJYLLAND kontaktede mandag Gert Bjerregaard for at få en kommentar. I et skriftligt svar, som Gert Bjerregaard ønskede bragt i sin helhed, skrev han:

"Som det fremgår af byrådsreferatet fra den 12/8 overholder Louise Lindskrog ikke taletidsreglerne og anerkender åbenbart heller ikke, at vi som byrådsmedlemmer ikke må tale direkte til hinanden. Vi har aftalt et kodeks i byrådet, hvor man tiltaler hinanden med det fulde navn. Begge dele blev påtalt af borgmester Jacob Bundsgaard. Efter jeg fik ordet, var jeg ærlig talt lidt træt af Louise Lindskrog, som desværre ofte tilsidesætter alle gældende regler, og det tillægger jeg hendes relativt korte tid i byrådspolitik."

Omkring hvert tredje byrådsmedlem i Danmark er en kvinde.

Fakta
Valgt ved kommunalvalget i Aarhus
Født 29. december 1973 i Etiopien
Single, 3 børn
Politiske hverv
Byrådsmedlem Aarhus Kommune, Løsgænger
2019 - nu
Byrådsmedlem Aarhus Kommune, Liberal Alliance
2018 - nu
Medlem af Teknisk Udvalg Aarhus Kommune, Liberal Alliance
2018 - nu
Fakta
Valgt ved kommunalvalget i Aarhus
Født 20. december 1992
Single
Politiske hverv
Næstformand, Socialdemokratiske studerende Frit Forum Aarhus
Byrådsmedlem Aarhus Kommune, Socialdemokratiet
2017 - nu
Medlem af Teknisk Udvalg Aarhus Kommune, Socialdemokratiet
2017 - nu
Medlem af Økonomiudvalget Aarhus Kommune, Socialdemokratiet
2017 - nu