Lort i vandet: - Hold jer fra at bade!

Hvis du normalt bader eller står på paddleboard i vandet ved Aarhus Lystbådehavn, burde du læse med her.

Umiddelbart lyder det som noget fra et Klovn-afsnit. Men den er god nok – I vandet omkring Aarhus Lystbådehavn er der lort i vandet.

Det skyldes, at bådejerne i Aarhus Lystbådehavn tømmer deres spildevandstanke ud i havnebassinet, og det giver selvsagt en dårlig vandkvalitet.

Lige nu er vandet i for eksempel havnebassinet ved Aarhus Lystbådehavn så ulækkert, at havnemesteren Ejvind Nielsen opfordrer alle til ikke at bade i vandet. 

- Kvaliteten af vandet er på et niveau, hvor vi simpelthen advarer folk imod at bade. Vi måler kvaliteten flere steder og har gjort det i lang tid, og det sker, vi måler et for højt indhold af colibakterier, fortæller havnemester Ejvind Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvor må jeg tømme toiletaffald?

Reglerne for, hvornår og hvor man må tømme sin spildevandstank i havet, er ellers ret klare.

Både, der er mindre end 20 år gamle, længere end 10,5 meter og bredere end 2,8 meter, skal selv have en indbygget spildevandstank, der kan tømmes på land.

Toiletaffald må dog udtømmes i havet, hvis båden er 12 sømil fra land - det svarer til 22 kilometer. 

Øvrige både, dvs. de der ikke opfylder de tre konstruktionskriterier, må udlede toiletaffald i havet, hvis de minimum er 2 sømil svarende til 3.7 kilometer fra kysten.

Men det sker bare ikke, fortæller havnemesteren.

- Jeg har været her i 15 år, og det har været et problem alle årene.

Havnen er normalt ellers en populær destination for de mange paddleboardere. Genrebillede.
Havnen er normalt ellers en populær destination for de mange paddleboardere. Genrebillede.


Selvom det faktisk er forbudt at springe i vandet ved havnebassinet og kan koste din pengepung op til 2.000 kroner i bøde, så huser området normalt mange badeglade gæster, der tager sig en dukkert eller står på paddleboard. Men det skal man altså holde sig fra i øjeblikket.

Men skulle du alligevel trodse anbefalingerne og hoppe i vandet, så sørg for at skylle dig efterfølgende og hold hovedet over vandet.

Men Ejvind Nielsens opfordring er klar: Bad ikke i vandet!

Det er her, du ikke skal bade
Det er her, du ikke skal bade