Lokalpolitiet: Positivt men stadig udfordringer

Jens Espensen fra politiets station i Aarhus Vest oplever en positiv tendens ved bazaren, som der dog stadig skal gøres meget for at fastholde

Uroen og kriminaliteten er faldende i området omkring Bazar Vest i Aarhus. Det bekræfter lokalpolitiet i Aarhus Vest. Det er især et samarbejde mellem flere aktører, der er årsagen, lyder det.

- Vi har et godt samarbejde med de vagter, der er kommet derude, og med kommunens opsøgende medarbejdere. Samtidig virker det til, at de forretningsdrivende har taget skeen i den anden hånd og selv gør mere for at holde ro og orden, forklarer politikommissær hos lokalpolitiet, Jens Espensen, til tv2oj.dk.

Læs også: Gode tider i Bazar Vest: Mindre kriminalitet og uro

Men han pointerer dog også, at alt ikke ånder fred og idyl i det vestlige Aarhus.

Fortsat høj prioritet
- Ligesom i resten af byen har vi også vores problemer med større grupper, der samles og sælger hash og begår andet kriminelt. Men det er ikke udtalt for bazaren, siger Jens Espensen.

Derfor vil lokalpolitiet fortsætte indsatsen mod de grupperinger, som skaber ballade og utryghed blandt andet omkring Bazar Vest.

- Vi prioriterer området lige så meget som tidligere for at kunne fastholde den gode udvikling, slår politikommissæren fast.

Især salg af rusmidlet kat ved bazaren var for år tilbage et stort problem, men det er tilsyneladende ved at være løst.