Lokale om løbesedler i Gellerup: - Det hører ikke til i Danmark
Flere beboere i Gellerupparken i Aarhus fik i weekenden materiale fra foreningen Hizb ut-Tahrir i deres postkasser
Løbesedler blev i weekenden delt ud i Gellerupparken af den yderligtgående islamistiske forening Hizb ut-Tahrir.
Brevet blev lagt i flere af beboernes postkasser og indeholder Hizb ut-Tahrirs holdninger til regeringens netop fremlagte ghettoplan.
Og det er ikke noget, der vækker begejstring hos de beboere i Gellerupparken, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med.
- Det hører ikke til i Aarhus eller i Danmark. Hizb ut-Tahrir er forbudt i mange lande. Det er chokerende, at det kan lade sig gøre for dem at påvirke vores unge og generelt modarbejde demokratiet, siger Libaan Sabrie (S), der er byrådskandidat i Aarhus.
Han er selv forælder til en teenager.
- De er jo i risikogruppe, hvis de modtager sådan nogle ting. Derfor er jeg ligeså bekymret som alle andre forældre, siger Libaan Sabrie.
Læs også
Samme muligheder til andre ghettoer
Abdulahi Ali Hassan, er integrationsrådgiver i Somali Community, og han mener, at regeringens ghettoudspil er en god ting.
- Alternativet er at ville det samfund, man er den del af. Alternativet er at ville regeringens nye ghettoinitiativ. For uden det initiativ, har andre ghettoområder ikke de samme muligheder, som vi har haft her, siger Abdulahi Ali Hassan og fortsætter:
- Jeg vil gerne til Vollsmose (ghettoområde i Odense, red.) og vise, at vi har en aarhusiansk model, som vil gavne dem, siger Abdulahi Ali Hassan.
Læs også
Vrøvl fra ende til anden
I brevet står der blandt andet: ”Ghettoplanen viser, at det danske samfund lige nu er i frit fald mod apartheid-fascismens afgrund.”
Det fik mandag Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg (V), til at reagere.
- Det er nøjagtig det samme forkvaklede vrøvl, som vi så tit har hørt fra Hizb ut-Tahrir. Det er ikke noget, jeg på nogen måde lader mig mærke af, sagde Inger Støjberg mandag til TV2 ØSTJYLLAND.
Inger Støjberg giver ikke meget for brevets sammenligning mellem regeringens ghettoudspil og apartheid.
- Det er vrøvl fra ende til anden. Regeringens udspil handler netop om at få sikret, at den dreng, der for eksempel vokser op i Gellerupparken, har de samme muligheder som alle andre, sagde Inger Støjberg.
Hun kaldte Hizb ut-Tahrir en flok tosser, der forsøger at skubbe koranen og Allah foran sig.
- Hvis man bare lige lever efter koranens ord, er alting godt. Det ER en flok tosser, og andet er det ikke, siger Inger Støjberg.
Mørke kræfter
Også på rådhuset i Aarhus fik brevet fået en kølig modtagelse.
Ifølge de lokale politikere viser det, at der er stort behov for Ghettoplanen og en indsats i området.
- Det bekræfter, at det vi er i gang med i Aarhus, er det rigtige. Der er mørke kræfter, der gerne vil trække vores samfund i en modsat mørk retning, som vi skal bekæmpe, sagde Bünyamin Simsek (V), der er rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune mandag til TV2 ØSTJYLLAND.
Øverst kan du se Gellerup-borgeres rektioner på brevet fra Hizb ut-Tahrir.
Herunder kan du se brevet, som flere beboere i Gellerupplanen fik i deres postkasse i weekenden.
De 22 punkter i ghettoudspillet
2. Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte ghettoområder
3. Adgang til at opsige lejere ved salg af almene boliger i udsatte boligområder
4. Stop for kommunal anvisning til udsatte boligområder for ydelsesmodtagere
5. Obligatorisk fleksibel udlejning i udsatte boligområder
6. Lavere ydelse for tilflyttere til ghettoområder
7. Stop for tilflytning af modtagere af integrationsydelse
8. Kontant belønning til kommuner, der lykkes med integrationsindsatsen
9. Styrket politiindsats i særligt udsatte boligområder
10. Højere straffe i bestemte områder (skærpet strafzone)
11. Kriminelle ud af ghettoerne
12. Obligatorisk dagtilbud skal sikre bedre danskkundskaber inden skolestart
13. Bedre fordeling i daginstitutioner
14. Målrettede sprogprøver i 0. klasse
15. Sanktioner over for dårligt præsterende folkeskoler
16. Styrket forældreansvar gennem mulighed for bortfald af børnecheck og enklere forældrepålæg
17. Bedre fordeling af elever på gymnasier
18. Kriminalisering af genopdragelsesrejser
19. Hårdere kurs over for vold i hjemmet
20. Tidlig opsporing af udsatte børn
21. Skærpet straf for brud på den særligt udvidede underretningspligt
22. Tre særlige ghetto-repræsentanter med de nødvendige kompetencer
Kilde: regeringen.dk