Lokal klub tager kebabben med på stadion

Der bliver mulighed for at købe en kebab med oksekød, når Vatanspor og AGF på torsdag mødes til pokalbold på Ceres Park.

Du behøver ikke at vente til den nye Ceres Park.

Der bliver nemlig mulighed for at købe en kebab, når den lille dansk-tyrkiske fodboldklub Vatanspor fra Brabrand møder AGF på torsdag i anden runde af pokalturneringen.

- Hvis der bliver solgt det, der plejer at blive solgt på Aarhus Stadion, så kan 90-95 procent af de tilskuere, der kommer, ikke spise det, fordi det højst sandsynligt er svinekød, siger cheftræner Volkan Ceran.

Cheftræner Volkan Ceran fra Vatanspor er selv tidligere AGF-spiller.
Cheftræner Volkan Ceran fra Vatanspor er selv tidligere AGF-spiller. Foto: Privatfoto

Vatanspor er en klub, som blev dannet i 1989 af en lille gruppe unge med tyrkisk baggrund. I dag har klubben mange spillere med minoritets- og muslimsk baggrund.

- Derfor vil vi sælge kebab eller köfte, siger Volkan Ceran og uddyber, at oksekødet er halal.

Pølse eller kebab

I foråret udtrykte AGF-fan Osman Eroglu sin utilfredshed over, at han med sine børn ikke kunne købe mad uden svinekød på stadion i Aarhus. 

- Jeg ved, at der er flere og flere muslimer, der tager til fodbold og støtter AGF, når byens hold spiller, sagde Osman Eroglu dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Jeg tager ud og ser kampen med hele familien.

Osman Eroglu, AGF-fan og tidligere sportschef i Vatanspor

Men lige præcis torsdag den 1. september klokken 18.00 kan Osman Eroglu og andre fans gøre en undtagelse. Her får pølsen nemlig selskab af kebabben på stadion.

- Nu ved jeg, at det er en engangsforestilling. Men det skal da udnyttes. Jeg tager ud og ser kampen med hele familien, siger Osman Eroglu, der også er tidligere sportschef i Vatanspor.

I foråret udtrykte AGF-fan Osman Eroglu sin utilfredshed over, at han med sine børn ikke kunne købe mad uden svinekød på Aarhus Stadion.
I foråret udtrykte AGF-fan Osman Eroglu sin utilfredshed over, at han med sine børn ikke kunne købe mad uden svinekød på Aarhus Stadion. Foto: Privat

- Jeg skal nyde det

Salget af kebab til fodboldkampe er en tradition, som Vatanspor har bragt med sig fra Sødalskolen i Brabrand, hvor holdet normalt spiller sine hjemmekampe i Jyllandsserien.

Men af hensyn til lokalopgørets størrelse - hvor David møder Goliat - og sikkerheden omkring kampen er fodboldkampen og kebabben rykket med over til Ceres Park.

- Vi reklamerer lidt med, at det er Danmarks bedste stadion-kebab, siger Volkan Ceran, der er cheftræner for Vatanspor og tidligere AGF-spiller.

Det bliver sådan, at kebabben kun kan købes på A-siden, hvor Vatanspor-fansene vil være, mens man på C-siden, hvor AGF-fansene vil være, kan købe grisepølser som normalt.

Vil der være alternativer til dem, der er veganer eller vegetar?

- Nej, desværre. Så må de nøjes med en rulle med salat og dressing eller snacks. Alle frivillige, spillere, ledere i vores klubben har arbejde eller studie. Og derfor har vi ikke resurser ift. at kunne tilbyde flere forskellige retter. Setuppet ift. mad rækker kun til kebab, siger Volkan Ceran.

Vent til 2026

AGF’s kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, sagde i foråret, at man på det nuværende stadion ikke kan tilbyde kyllingepølser på grund af efterspørgsel og grillsystem.

- Vores grill-system og boder er indrettet sådan, at man for eksempel ikke kan være sikker på, at kyllingepølsen ikke har været i kontakt med svinekød, sagde Søren Højlund Carlsen dengang.

Hvordan er det så lykkes at finde en løsning nu?

- Det er fordi, at Vatanspor er hjemmehold, og det er en del af en menu, som de har til deres hjemmekampe. De bringer selv grej, bod, grillsystem og mennesker, der ved, hvordan man laver kebab, så de kan servere det for deres tilskuere, siger Søren Højlund Carlsen.

Hvis kebabben bliver en stor succes her den 1. september, og I jo godt kan finde ud af det med grill og andre ting. Hvorfor ikke bare fortsætte med at sælge kebab på Aarhus Stadion, så Byens hold også inkluderer danskere med muslimsk baggrund?

- Det kan også godt være, at vi gør det. Kebab er en tradition til Vatanspors hjemmekampe, men er ikke en tradition til vores hjemmekampe, og som sagt er det ikke noget, der har været synderligt stor efterspørgsel på. Så derfor er det ikke noget, vi har indtil videre.

Søren Højlund Carlsen siger, at det er vigtigt for AGF at undgå madspild, men han er også åben over for ændringer på menuen.

- Men hvis der nu kommer en del AGF-fans til den kamp, og de synes, at det er superfedt, der er kebab, så er det selvfølgelig noget, vi vil overveje, om vi skal have i vores sortiment.

Hvor mange skal Vatanspor sælge for, at det skal være en succes?

- Det kan jeg ikke svare på, slutter Søren Højlund Carlsen.

Når AGF spiller på hjemmebane, har fansene normalt ikke mulighed for at købe stadionplatter med pølser af svinekød. Pitaer, shawarmaer og kødfrie retter skal tilskuerne til gengæld lede længe efter.
Når AGF spiller på hjemmebane, har fansene normalt ikke mulighed for at købe stadionplatter med pølser af svinekød. Pitaer, shawarmaer og kødfrie retter skal tilskuerne til gengæld lede længe efter. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Alt kan ske

Mad er både lækkert og nødvendigt. Men der er jo også en fodboldkamp, der skal spilles.

- Det er en stor begivenhed for os. Vi spiller jo normalt i Jyllandsserien, så at vi skal møde et Superliga-hold - og det så er Byens hold AGF - det er jo stort for os og for lokalområdet, siger Volkan Ceran.

Tror du, at I har en jordisk chance mod AGF?

- Det ærlige svar er nej. men man skal heller aldrig sige “aldrig”, siger Volkan Ceran og tilføjer:

- Men ja, det er meget hårde odds. Hvis vi spiller 100 gange mod AGF herude, så burde AGF jo vinde 100 gange. Men vi må jo jagte vores chance og få det bedste ud af det og se, hvad det ender med. Det er jo pokalfodbold, så der kan ske overraskelser.