Store dele af Aarhus var uden varme og varmt vand
Mange steder er borgere lige nu ramt af driftsforstyrrelser hos Affaldvarme Aarhus.
Havde du tænkt at tage et dejligt, varmt bad eller måske bare ordne opvasken, så kan det være, du bliver nødt til at udskyde det lidt. Til gengæld kan du med fordel finde de varme tæpper frem.
I hvert fald hvis du bor i et af de mange områder i Aarhus, der lige nu er ramt af driftsforstyrrelser hos Affaldvarme Aarhus og derfor er uden varme og varmt vand.
”Akut arbejde” er forklaringen, varmeforbrugere har fået i en sms.
- Det, der er sket, er, at vi har haft et sammenfald af mange uheldige omstændigheder, siger Jens Rishøj, der er driftsleder hos Affaldvarme Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- To af vores primære varmeproducenter faldt ud, og derefter faldt en af vores største reserveforsyningsenheder også ud, og så er der problemer. At én falder ud, kan vi klare, og også to, men ikke tre.
Det er blandt andet centrum, Trøjborg, Højbjerg/Skåde og dele af Åbyhøj, der er ramt. Det fremgår af Affaldvarme Aarhus’ driftsforstyrrelseskort.
På for eksempel Trøjborg har manglen på varme og varmt vand stået på siden klokken 14.30, og her varer driftsforstyrrelsen indtil klokken 21.
Andre steder røg varmen først klokken 17.30, og her er der meldt om driftsforstyrrelse indtil klokken 22.
- Vi har startet forsyningen op igen, men det kører stadig ikke stabilt, så derfor har vi meldt de driftsforstyrrelser ud, siger driftslederen.