Lige da kampen var slut fik Andreas sig en overraskelse
Træneren fra Todbjerg Mejlby IF Håndbold fik søndag prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2022.
Som så ofte før brugte Andreas Alstrup søndagen i Hårup Hallen, hvor det hold, han træner fra Todbjerg Mejlby IF Håndbold, spillede kamp.
En dag på sidelinjen som så mange andre for den dedikerede klubmand - og så alligevel ikke.
For da kampen var slut stod formanden for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, klar i kulissen med en overraskelse til Andreas Alstrup i form af titlen som Håndboldens Hverdagshelt 2022.
- Han er en af årsagerne til, at knap 100.000 børn og unge hver dag får et smil på læberne i de danske håndboldhaller. For Andreas formår at skabe inkluderende rammer for frivillige trænere, der lige nu er helt essentielt for foreningslivet, som ellers kæmper med at tiltrække nye kræfter, siger Morten Stig Christensen.
Prisen er et udtryk for taknemmelighed samt en tak fra Dansk Håndbold Forbund til alle dem, der hver dag gør det muligt for børn, unge og voksne at spille håndbold over hele landet. Samtidig hylder prisen én frivillig, der gør en forskel.
Overrasket træner modtog prisen
I begrundelsen for at valget i år faldt på Andreas Alstrup fremhæves det blandt andet, at han som træner har gjort en særlig indsats for at fastholde de unge kvinder i klubben, når de er kommet tilbage fra efterskoleophold og begynder på videregående uddannelser.
- Det var en overraskelse, det var det. Det betyder da meget at blive anerkendt for at være med til at skabe nogle gode rammer for andre. Jeg havde gjort det uanset, så det er bare et ekstra klap på skulderen til frivilligheden, siger han.
- Jeg er også sikker på, der er mange, der gør det mindst lige så godt som mig. Så det er jo dejligt. Det er det, der gør, at hele sporten kan fungere, siger Håndboldens Hverdagshelt (Andreas Alstrup) til TV2 Østjylland.