Lidt godt til øret: Suiter omdannet til lydudstilling på kendt hotel
Lydustillingen Soundsociety Aarhus 2018 løber af stablen på Hotel Royal i denne weekend
Normalt er de flotte værelser på Hotel Royal i Aarhus forbeholdt de overnattende gæster, men i denne weekend var sengene skiftet ud med højtalere i 28 af hotellets suiter.
Den internationale lydustilling Soundsociety Aarhus 2018 havde nemlig lånt lokalerne hos det ikoniske hotel.
- Det er en udstilling, hvor vi i nogle meget lækre forhold illustrerer, hvor langt man er noget med god lyd i dag til privat hjem, siger arrangør af Soundsociety Aarhus 2018 Claus Bülow til TV2 ØSTJYLLAND.
I de 28 rum var en masse lydudstyr blevet tilføjet til de hyggelige omgivelser, og så var det ellers meningen, at udstillingsgæsterne skulle bevæge sig fra rum til rum.
- Folk de går stille og roligt rundt og går ind i det ene rum og står i kø ved det andet rum og venter på at komme ind og få sig endnu en super lydoplevelse, siger arrangør Claus Bülow.
Læs også
En god lydoplevelse
Det er ikke tilfældigt, at det gamle hotel midt i Aarhus er blevet valgt som platform for lydustillingen. De 28 rum er næsten ens, og det giver ekstra gode forudsætninger for en god lydoplevelse.
Og blandt de mange fremmødte gæster var der da også begejstring over valget af hotellet.
- Jeg synes, at det er flot, de stiller værelserne til rådighed. Det er flot, at de vil spille med på den leg. At præsentere noget, der er forbeholdt mange mænd, at de gør det et sted, hvor det er så hyggeligt, i stedet for, at det er sådan et stort konferencecenter, som måske er lidt kedeligt, siger Bjørn Thaarup.
Lydustillingen, der åbnede lørdag, holder også åbent søndag.
Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.