Leverandør erkender fejl - men årsagen er stadig et mysterie
Letbanen har været ramt af kaos siden sidste uge på grund af fejl hos virksomheden, der vedligeholder togene. Det oplyser de til TV2 ØSTJYLLAND.
Aflyst, aflyst, aflyst. Det har været status på Letbanens afgange fra morgen til aften hele denne uge. De kommende uger vil Letbanens tog fortsat køre på nødkøreplan med færre afgange.
Nu oplyser Stadler Rail Service under Stadler Group, der står for at vedligeholde Letbanens tog, at der er sket en fejl i deres systemer.
Fejlen betød, at syv letbanetog kørte videre, selvom de burde have været til eftersyn for flere måneder siden. Ingen opdagede, at togene havde rundet grænsen på 500.000 kørte kilometer.
Det er dog stadig uklart, hvordan fejlen er opstået, oplyser Fabian Vettori, souschef i Stadler Groups kommunikationsafdeling i en skriftlig udtalelse til TV2 ØSTJYLLAND:
- Det er stadig uklart, hvorfor vedligeholdelsessoftwaren ikke rapporterede de inspektioner, der skulle til, siger han.
Vil ikke stille op til interview
TV2 ØSTJYLLAND har bedt om et interview for at få svar på en række spørgsmål. Det afviser Stadler Rail Service på nuværende tidspunkt.
I udtalelsen skriver firmaet, at de har ændret i deres procedurer, så der ikke bliver overset flere eftersyn i fremtiden.
- Stadler har truffet øjeblikkelige foranstaltninger for at sikre, at vedligeholdelsesintervallerne er pålideligt implementeret i denne situation, uanset vedligeholdelsessoftwaren. Derudover arbejder Stadler på at analysere processen og genoprette driften så hurtigt som muligt, skriver Fabian Vettori.
Læs også
Overvejer krav
Torsdag oplyste Letbanens formand, Mie Krog, at man vil se på, om man kan rejse økonomiske krav mod Stadler Rail Service.
Letbanen går i øjeblikket glip af billetindtægter hver dag på grund af de mange aflysninger. Det vil i sidste ende påvirke togselskabets regnskab for 2023.
Letbanen er ejet af Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for teknik og miljø Nicolaj Bang (K) kræver begge, at Letbanen møder op og forklarer, hvordan det kunne gå så galt. Det oplyser de til Jyllands-Posten.
- Det er åbenlyst uacceptabelt. Jeg kan forstå, at der ikke er vurderet at være nogen sikkerhedsrisiko. Men det ændrer ikke ved, at sikkerhedskrav skal overholdes, og at der skal være styr på sikkerhedsprocedurerne omkring Letbanen, siger Nicolaj Bang til avisen.
Læs også
Mie Krog oplyser, at man fortsat er i gang med at undersøge, hvordan syv letbanetog ikke blev taget ud til eftersyn, da de rundede 500.000 kørte kilometer, som de europæiske standarder foreskriver.
- Vi er i gang med at udarbejde en gennemgang af hændelsesforløbet og en afklaring af, hvorfor det her er fundet sted, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.