Lettet forælder efter politikermøde om kaotisk handicapkørsel
En række partier mødtes onsdag med forældrerepræsentanter for at drøfte den kritiserede handicapkørselsordning. Nu tages sagen videre til borgmesteren
De kaotiske tilstande i handicapkørslen i Aarhus Kommune nærmer sig efter et møde onsdag måske en afslutning.
Læs også
Udover utilfredse forældre og chauffører har det kritiserede handicapskørselsprojekt, der startede for godt et år siden, stik mod hensigten, vist sig at være dyrere end det gamle system, der fungerede. Derfor mødtes en række partier onsdag med forældrerepræsentanter.
- Vi må finde ud af, om vi stopper denne ordning eller om vi fortsætter. Der er i hvert fald en række alvorlige udfordringer – både økonomiske og menneskelige, siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Problemet startede tilbage i august 2016, da Aarhus Kommune valgte at samle flere elever i færre og større taxabusser i jagten på en besparelse på seks millioner kroner.
Timelange transporttider
Hvad kommunen ikke havde taget højde for, var betydningen af trygge rammer for de sårbare unge, der i den nye struktur dagligt udsættes for timelange transporttider og konstant skiftende chauffører.
Partierne blev enige om at samle forligskredsen sammen med borgmesteren for at drøfte yderligere beslutninger, så sagen kan ende godt for alle parter.
Med på mødet var også forældrerepræsentanter.
- Jeg er mest positiv over, at vi overhovedet er blevet inviteret til mødet - og bare lydhørheden og interessen i at nu skal det blive bedre, siger forældrerepræsentant Gitta Møller.
SF, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre deltog i mødet.
Hør hvad politikerne og forældrerepræsentant Gitta Møller sagde efter mødet øverst i artiklen.