Leon Andreasen designer jubilæumstrøje til fanklub
Den tidliere AGF-spiller Leon Andreasen har designet en jubilæums-trøje til AGFs fanklub. I hvid naturligvis
AGFs officielle fanklub fylder 25 år her i 2017.
Helt præcist har fanklubben fødselsdag den 9. november, hvor det er et kvart århundrede siden, at fanklubben blev stiftet.
Der har ikke været det store at juble over for AGF-tilhængere i denne sæson. Som et plaster på såret er dog, at fejringen af jubilæet går igang allerede nu.
Læs også
Sammen med den tidligere AGF-spiller Leon Andreasen har fanklubben designet en jubilæumstrøje.
Den er selvfølgelig hvid og har nummer 25 på ryggen. Tallet markerer årstallene 1992 til 2017.
- Leon har et designfirma. Derfor var det naturligt at gå den vej, når det nu handlede om design af en trøje, siger Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef i AGF.
Ifølge ham holder Leon Andreasen meget af AGF.
- Og fansene holder meget af ham. Han var en af dem, der gik forrest og arbejdede hårdt, siger Søren Højlund Carlsen.
Inde i tallet '25' kommer der til at stå navnene på alle i fanklubben, der i øjeblikket tæller 1.200 medlemmer.
Ikke-medlemmer kan også købe en trøje, men så får de ikke deres navn på. Den hvide t-shirt koster 225 kroner.