Lemper regler: P-pladser må vige for caféborde
Restauranter, barer og cafeer i Aarhus får nu bedre mulighed for udeservering, efter Aarhus Kommune har lempet på reglerne for såkaldte parkletter.
Nu bliver det nemmere at kunne nyde en bid mad og et godt glas under åben himmel rundt omkring i Aarhus.
For Aarhus Kommune har ændret i reglerne, så det bliver nemmere for de aarhusianske restauranter, barer eller caféer at tilbyde udeservering, efter ønske fra byens restauratører.
- Det giver noget til byen, at der er liv udenfor på gaden. Derfor synes jeg, det er vigtigt at ændre på reglerne, siger Steen Stavnsbo (K), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det er de såkaldte parkletter, som kommunen nu ændrer på. Indtil nu har der været en begrænsning på maksimalt 20 parkletter i Aarhus, og et maksimum på højest to pr. gade.
Den grænse er nu fjernet, og i stedet bliver der givet tilladelser til parkletter på baggrund af en konkret vurdering af hver ansøgning.
- Nogle steder er det svært at have udeservering, og derfor giver det mening at fjerne en p-plads. Det er især i vores gamle bydele, hvor vores fortov er små, siger han.
Hvad er en parklet?
- En parklet er typisk borde, bænke og stole i én konstruktion indrettet til udeservering. De placeres sædvanligt i afmærkede p-båse, men kan også placeres på kørebanen på svagt befærdede veje.
- Aarhus fik sin første parklet i 2017 i Jægergårdsgade.
- En tilladelse til en parket gælder fra 1. april til 30. september.
Ikke alle kan få udeservering
Steen Stavnsbo forventer, at der med regelændringen kommer flere ansøgninger om en parklet.
- Reglerne har været meget restriktive. Det har indtil nu været meget svært at få tilladelse til en parklet, siger han.
Læs også
Ifølge rådmanden betyder lempelsen ikke, at alle kan få en tilladelse, og der skal stadig tages hensyn til naboerne.
- Vi har ikke lagt os fast på en grænse, men det skal ikke komme til at ligne Jomfru Ane Gade, siger Steen Stavnsbo og fortsætter:
- Det er ikke sikkert, vi kan efterkomme alles ønsker, for vi er også nødt til at have nogle parkeringspladser.
Den enkelte vurdering af en parklet ser blandt andet på sikkerhed, tilgængelighed og fremkommelighed.