Leif Lahn: Aldrig mere lufthavnssnak

Socialdemokraternes Leif Lahn henstiller til, at man dropper al snak om en ny østjysk lufthavn i fremtiden efter ny rapport

En ny analyse viser, at en ny lufthavn ved Thomasminde vil give stort underskud i de første mange år. Faktisk ville der skulle bruges et årligt driftstilskud på 75 millioner kroner i 20 år for at lufthavnen kan løbe rundt. Det løber op i 1,5 milliarder kroner.

Det østjyske valgte folketingsmedlem Leif Lahn (S), vil have afsluttet snakken om Thomasminde, og så henstiller han til, at snakken parkeres for altid.

- Man har snakket om en ny lufthavn i så mange år, og det ser ud til at blive rigtig svært. Jeg vil helst have, at et samlet byråd går ud og siger, at det ikke kan lade sig gøre, siger Leif Lahn til tv2oj.dk.

Bundsgaard: For tidligt at træffe lufthavnsbeslutning

Han henstiller direkte til sin partifælle, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, at snakken om en ny lufthavn forstummes. Jacob Bundsgaard har ikke skrinlagt projektet, da han venter på høringssvar i sagen.

- Jeg har forståelse for, at når han har sat noget i gang, vil han gerne have høringssvarene, men når de har fået dem, skal vi have en garanti for, at de dropper fremtidige planer om en ny lufthavn. Jo mere vi snakker om en ny lufthavn, jo sværere er det selvfølgelig at få en eksisterende lufthavn til at blomstre, siger Leif Lahn.

Medom: Thomasminde-projekt er dødt

Og han håber netop på, at fremtiden er en blomstrende Aarhus Lufthavn i Tirstrup.

- Jeg håber, at byrådet kan få snakken her afsluttet og sige, at nu kæmper vi sammen for lufthavnen i Tirstrup, siger Leif Lahn.