To legestuer i Aarhus kæmper for livet
Legestuerne er havnet i Aarhus Kommunes spare-katalog
To aarhusianske legestuer for børn kæmper lige nu for overlevelse, da de begge er havnet i kommunens spare-katalog.
En af dem er Gyngehesten i Skejbycentret, og her mener brugerne af legestuen, at en lukning kan ende med at blive en dyrere løsning for kommunen.
- Uden Gyngehesten er der nok mange, der vil føle sig nødsaget til at skulle have deres børn i en deltids-institution, som de så vil bruge minimalt. Så det vil nok være en dyrere løsning for kommunen, hvis man vælger at lukke et sted som det her, siger Ann Dalsgaard Villadsen.
Gyngehesten vigtig for hjemmegående
Kommunen regner med at spare 250.000 kroner på at lukke legestuen. Men den besparelse kan hurtigt blive til en udgift på en halv million kroner, mener legestuens bestyrelse, hvis forældrene som en konsekvens af lukningen vælger at sende deres børn i en rigtig børnehave.
- Gyngehesten er en unik mulighed for os hjemmegående til at gøre vores børn til gode samfundsborgere, der kan indgå i et fællesskab, siger Ann Dalsgaard Villadsen.
Både bestyrelsen og ledelsen af Legestuen Gyngehesten blev meget forbavsede, da de læste spareforslaget fra Aarhus Kommune.
I forslaget er der nemlig alvorlige faktuelle fejl omkring legestuen, og derfor har Gyngehestens bestyrelse har inviteret politikere fra Børn og Unge-udvalget og fra Økonomi-udvalget, så de kan fortælle dem om fejlene.
Se interviewet fra legestuen Gyngehesten i videoen ovenfor.