Legendarisk rapper lægger vejen forbi Northside

Den amerikanske rapper Nas kommer til Aarhus til sommer.

Hvis man er fan af den amerikanske rapper Nas, gælder det om at sætte et kryds i kalenderen d. 7. juni.

Her vil manden bag hits som ”N.Y. State of Mind”, ”It Ain’t Hard to Tell” og "I Can" optræde på den aarhusianske festival Northside.

Nas, eller Nasir bin Olu Dara Jones, som han rigtigt hedder, er efterhånden gået hen og blevet en midaldrende herre på 46 år, men han er i høj grad stadig aktiv som musiker.

Nas har blandt andre samarbejdet med navne som Beastie Boys, Mariah Carey, Missy Elliott og Mary J. Blige.
Nas har blandt andre samarbejdet med navne som Beastie Boys, Mariah Carey, Missy Elliott og Mary J. Blige. Foto: NorthSide

Formidabelt første album

Den amerikanske rapper fra Brooklyn er dog til dato mest kendt for sit debutalbum, Illmatic” fra 1994.

Albummet er blevet udråbt som et mesterværk, og mange betegner det som det bedste debutalbum nogensinde fra en rapper. Albummet udkom, da Nas blot var 21 år. 

Siden er det blevet til i alt 11 album, som tæller "Nastradamus", "It Was written", "God's Son" og "Hip Hop is Dead".

Nas er den seneste tilføjelse til NorthSide-programmet, som i februar både har annonceret Manchester-legenderne New Order samt en større pakke med Atlanta-rapperne Migos og Tame Impala i front.

NorthSide 2019 finder sted fra den 6. juni til den 8. juni. På programmet er også navne som Bon Iver, Foals, Kurt Vile Khalid, Major Lazer, Suspekt, Tove Lo og The Streets.