Legendarisk bokseklub fylder 100 år – fejrer det ved at vække fortiden til live

Den legendariske bokseklub F.A.K kan onsdag fejre 100-års jubilæum, og det gør de ved at vække fortiden til live med en ny tidslinje på klubbens hjemmeside.

Det er ikke sikkert, at navne som Johnny Delima, Jørgen ”Gamle” Hansen eller Racheed Lawal ringer en klokke hos alle østjyder.

Men for fans og udøvere af boksesporten vil navnene formentlig være forbundet med gode minder om nogle helt fænomenalt dygtige boksere.

Men foruden alle at være gode boksere, så har de tre herrer også en anden ting til fælles. De har nemlig som så mange andre gennem tiden fået deres bokse-opvækst i Frederiksbjerg Athlet Klub – forkortet F.A.K – i Aarhus.

Og netop F.A.K kan onsdag fejre 100-års jubilæum. Klubben, der startede i 1920, har valgt at fejre jubilæet ved at lancere en ny tidslinje på klubbens hjemmeside, der skal bringe klubbens nu 100 år gamle historie til live igen.

Næsten 2.000 billeder, videoklip, artikler og radiointerviews med såvel tidligere som nuværende boksere er nu tilgængelig på klubbens hjemmesider og tegner et flot billede af klubbens lange traditioner.

- Vi bærer på et væsentligt stykke Aarhushistorie og en vigtig ungdoms-, sports- og arbejderklassefortælling, og det tager vi seriøst. Og så gør vi det også for at fortælle, at vi er her altså endnu, siger formand for F.A.K, Jes Busk, i en pressemeddelelse.

På billederne ses Tom Kronbo, hvor han vinder en landskamp over tyskeren Fritz Leuter tilbage i 1960'erne.
På billederne ses Tom Kronbo, hvor han vinder en landskamp over tyskeren Fritz Leuter tilbage i 1960'erne. Foto: Frederiksbjerg Athlet Klub

Mere end 60 års engagement i F.A.K

To af F.A.K’s store legender, der stadig ynder at komme i klubben, og som stadig tager del i fællesskabet omkring den, er Tom Kronbo og Hans Frost.

Ja, faktisk er Hans Frost kommet i klubben i mere end 60 år, og så er han det eneste nulevende æresmedlem af F.A.K. Sammen har de to herrer spillet en helt afgørende rolle i udarbejdelsen af klubbens nye tidslinje.

- Vi har været med til at sætte navn på af alle de gamle boksere. Jeg plejer gerne at kalde Hans for leksikonet, fordi han kan huske alt det fra gammel tid, siger Tom Kronbo til TV2 ØSTJYLLAND, inden Hans Frost indskyder:

- Ja, jeg kan huske lidt endnu, men det begynder så småt at knibe synes jeg.

Selvom både Hans Frost og Tom Kronbo efterhånden er godt oppe i årene, så bruger de stadig meget af deres tid i bokseklubben, og det er der en helt særlig grund til.

- Der er en speciel atmosfære og et helt særligt miljø i en bokseklub, og det har jeg altid godt kunnet lide. Det er derfor, jeg er blevet ved med at komme her i mere end 60 år, siger Hans Frost til TV2 ØSTJYLLAND.

Både Tom Kronbo og Hans Frost har på bagkant af flere forskellige operationer over de seneste år lagt boksehandskerne endegyldigt på hylden, men derfor kan gamle mestre stadig lære fra sig.

- Vi kan stadig komme en gang imellem og rette lidt på de unge mennesker, og de fleste er så venlige, at de synes det er godt, men det kan sgu godt være, de tænker, vi bare er nogle gamle originaler. Det ved vi ikke, med det er i hvert fald ikke sådan vi føler det, fortæller Hans Frost.

Foruden gamle billeder, artikler og radiointerviews indeholder F.A.K's nye tidslinje også gamle videoklip, som dette fra et boksestævne på Gellerupscenen i 1983.

Gode minder fra gamle dage

Når først Tom Kronbo og Hans Frost for alvor kommer til at tale om de gode gamle dage i bokseklubben, så er de næsten ikke til at stoppe igen.

Og netop derfor tog Tom Kronbo i sin tid initiativet til en seniorklub i F.A.K, hvor de gamle boksere fra dengang mødes et par gange om året og snakker om deres fælles oplevelser.

- De historier, der bliver fortalt der, de bliver bedre og bedre for hver gang, fortæller en smilende Tom Kronbo, inden Hans Frost grinende stemmer i.

- Ja, det gør de og til sidst, så har de jo pludselig vundet alle deres kampe. Men det var et godt initiativ, du tog der Tom, det skal du have ros for – der er jo heller ikke meget andet at rose dig for.

Der findes nærmest ikke tal for, hvor mange historier Tom Kronbo og Hans Frost kan fortælle om tiden i F.A.K blandt andet om en af klubbens første ikoner Marinus ”Risse” Thomsen.

På billedet ses flere F.A.K'ere på vej til, hvad der formodes at have været en landskamp. Nummer to person fra højre er klubikonet Marinus "Risse" Thomsen.
På billedet ses flere F.A.K'ere på vej til, hvad der formodes at have været en landskamp. Nummer to person fra højre er klubikonet Marinus "Risse" Thomsen. Foto: Frederiksbjerg Athlet Klub

Historien om "Risses" begynderstævne

Og selvom Hans Frost og Tom Kronbo hurtigt kan blive enige om, at livet i F.A.K ikke er helt det samme, som det har været, så tror de på, at klubben består længe efter, de selv har stillet træskoene.

- Boksningen vil altid leve videre, tror jeg. Boksning lever på mod, mandfolk og godt kammeratskab, og der vil altid være unge mennesker til at gå ind i den slags, siger Hans Frost.

I dag fylder en af landets mest succesfulde bokseklubber 100 år. FAK i Aarhus har gennem tiden fostret store stjerner som Jørgen "Gamle" Hansen og Racheed Lawal - vi har besøgt to klublegender i anledning af jubilæet.
Ane Halsboe-Jørgensen

Lønkompensation forlænges: Arbejdsgivere kan igen varsle tvungen ferie

byretten i Aarhus

Anholdt efter brud på corona-restriktioner: To kvinder skal sendes ud af landet

øjenvipper

Efter stormløb af utilfredse kunder: Randers-firma under tvangsopløsning

Susanne Krogstrup

play Corona-effekt: Vandreguide til Mols Bjerge revet væk

Charlotte Kold

Unge i Silkeborg søger rådgivning online

Hus i Stenvad

play Norddjurs er hårdest ramt: Millioner af kroner skal smukkesere landsbyer