Leder efter far
Familie søger efter 68-årige Jørn Poulsen
Jørn Poulsen har været savnet siden torsdag formiddag, hvor han i nedtrykt og deprimeret tilstand forlod hjemmet på Lykkeendalsvej i Brabrand ved Aarhus.
Lige siden har politiet søgt efter ham med helikoptere, både, hunde og mandskab, men uden held.
Også 68-årige Jørn Poulsens familie leder efter ham.
- Vi deler os op i grupper, og så leder vi efter ham. Vi hænger sedler op med efterlysninger, og så har vi lavet en gruppe på Facebook, hvor vi efterlyser ham, siger Rikke Eirby, der er Jørn Poulsens datter, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Jørn Poulsen lider af sukkersyge, og han behøver derfor behandling for det. Derudover lider han af en depression.
- Han har taget sovepiller og noget medicin med, men ikke i en dødelig dosis, men han har ikke penge, mobil eller nøgler med sig. Han tog min mors cykel med, da han tog af sted. Det er en sort damecykel af mærket Kildemoes, siger Rikke Eirby.
Via gruppen på Facebook "Hjælp med at finde vores far" modtager familien henvendelser og tips fra borgere, der mener, at de har set Jørn Poulsen.
Men ingen af disse har endnu ført frem til ham.
Og heller ikke politiet har afgørende nyt i sagen.
- Der er desværre ikke noget nyt. Vi leder efter ham med alt, hvad vi kan, siger Klaus Hvegholm Møller, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Uvisheden er forfærdelig
Og uvisheden omkring sin far plager Rikke Eirby.
- Uvisheden omkring det er forfærdelig, siger Rikke Eirby.
Hun opfordrer derfor alle til at kigge i skure, kældre og andre steder, hvor en person kan gemme sig.
Har du oplysninger i sagen kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114 eller 87 31 14 48.