Laver vin af jordbær

Østjysk vinbonde i nyt eventyr

01:44

1 af 2

En vinbonde fra Skødstrup har eksperimenteret med sine vine, og i år har han forsøgt sig med jordbær.

Simon Hedegaard har lavet vin af druer i mange år, men i år har han valgt også at kaste sig over jordbærerne.

Her forvandler han 400 kilo jordbær fra Grenaa til 300 liter dessertvin.

Og der er rigelig med procenter i "Jordbær Dessert", som vinen hedder.

- Den er lidt stærk. Det bliver gæret op til otte procent, og så bliver der tilsat alkohol, indtil det er 18 procent, siger Simon Hedegaard fra Skødstrup.

Salget af de 300 flasker åbnes først på fredag, men Flemming Olsen, der er specialist i vine, fik allerede tirsdag en prøvesmagning.

- Jeg havde forventet, at den var sødere. Den er jo egentlig meget frisk. Jeg er positivt overrasket. Når man snakker jordbær, så forventer man noget, der er klisteret og sødt, men det er meget friskt, siger Flemming Olsen, der er indehaver af Jysk Vin i Randers.

Han har mere end 20 års erfaring fra branchen, men det var første gang, at han smagte en dansk jordbærvin.

Prisen på en flaske med de friske dråber sættes til omkring 180 kroner.

Du kan se mere om jordbærvinen i indslaget over artiklen.