Laver koncert til kamp mod kræft
To piger på 12 år vil samle penge ind til indsamlingsshowet Knæk Cancer
To 12-årige piger fra Aarhus er nu gået sammen om at forsøge at skaffe penge til kampen mod kræft.
De to piger, Gertrud Kilden og Cleo Marie Graversen vil samle penge ind til TV 2s indsamlingsshow Knæk Cancer ved at arrangere en koncert på deres skole Laursens Realskole i det centrale Aarhus.
- Vi har begge to veninder, der har mistet deres mødre til cancer, og vi synes, der er alt for mange, der får det, så vi vil gerne gøre noget, siger Gertrud Kilden.
Sidste år samlede de to piger også penge ind ved at sælge kage. Det indbragte de to piger 1836 kroner, som også gik til Knæk Cancer-indsamlingen.
- Vi håber, at vi kan nå op på endnu mere i år ved at lave noget større, siger Gertrud Kilden.
De, der optræder til pigernes koncert, er tre upcoming bands: Nava, OTA og Shenadoah.
Koncerten finder sted den 22. oktober klokken 18:
- Vi håber, der vil komme rigtig mange, siger Gertrud Kilden.
Man kan følge de to pigers projekt på deres Facebook-side.