Lars Østergaard slået til ridder af Dannebrogordenen
Ledende overlæge og professor Lars Østergaard er slået til Ridder af Dannebrogordenen.
Gennem de seneste to år under covid-19-pandemien har Lars Østergaard spillet en stor og fremtræden rolle i Danmark. Nu har han fået tildelt Ridder af Dannebrogordenen af dronning Margrethe.
Lars Østergaard er mangeårig ledende overlæge på afdelingen for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.
De seneste to år med stort fokus på forskning, formidling og ledelse i forbindelse med covid-19. Nu anerkendes han for indsatsen af dronning Margrethe.
Det oplyser Aarhus Universitetshospital.
På vegne af hele holdet
- Jeg er selvfølgelig stolt og beæret – men også meget ydmyg. Der er så mange mennesker, der fortjener den her anerkendelse. Jeg modtager ridderkorset på vegne af alle mine gode, dygtige og dedikerede kollegaer, der har leveret en indsats langt ud over det normale gennem de seneste to år, siger Lars Østergaard ifølge hospitalet.
'Yderst velfortjent'
Lars Østergaard har gennem covid-19-pandemien også rådgivet Sundhedsstyrelsen i håndteringen af virus.
De seneste to år har Lars Østergaard som læge og leder, som forsker og formidler spillet en helt central rolle i den danske håndtering af covid-19, skriver Aarhus Universitetshospital.
- Det er yderst velfortjent, at Lars hædres. Han har under hele covid-19-perioden haft afgørende betydning for det danske samfund, hvor han har bidraget med sin høje faglighed med rådgivning til Sundhedsstyrelsen og i andre faglige sammenhænge. Derudover har Lars været en stærk formidler om covid-19 til befolkningen og ikke mindst bidraget til, at vi på Aarhus Universitetshospital har stået fagligt stærkt under hele pandemien, siger Claus Thomsen, der er lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
Læs også
Tilbage i april blev Michael Bang Petersen også tildelt Dannebrogordenens ridderkors for sit arbejde under covid-19-pandemien.
Han er professor ved institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og stod i spidsen for Hope-projektet, som løbende undersøgte danskernes adfærd under covid-19-pandemien.
Også Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet i København, er tildelt Ridder af Dannebrogordenen.