Lars Løkke i Gellerupparken
Boligblokke og politiindsats er på programmet
På gåtur blandt boligblokkene og et smut forbi lokalpolitistationen og Bazar Vest.
Det er nogle af de steder, som Venstres formand, Lars Løkke Rasmusen, i dag har valgt at besøge på sit visit i Gellerupparken i Aarhus.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen handler besøget blandt andet om at se realiseringen af helhedsplanen med egne øjne. Helhedsplanen er den plan, som skal forsøge at forvandle boligområdet ved for eksempel at rive flere af boligblokkene ned.
Helhedsplanen bliver ført ud i livet i tæt samarbejde mellem kommune, boligforening og andre parter:
- Det kan man godt lade sig inspirere af, men vi er ikke i mål endnu, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Formålet med dagens besøg var også at høre om lokalpolitiets erfaringer med at bekæmpe kriminalitet i området.
- Vi kan se, at oprustningen af politiet i Gellerupparken har haft sin effekt, siger Lars Løkke Rasmussen.
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne vil Lars Løkke Rasmussen og Venstre gerne have indført en tryghedspakke til en kvart milliard kroner, som skal målrettes bandekriminalitet, indbrud m.m.
I videoen øverst på siden kan du høre et interview med Lars Løkke Rasmussen, hvor han fortæller, hvad han håber at opnå med dagens besøg.