Landet bag klædeskabet: Salgsboom hos Aarhus Teater
Aarhus Teater sælger billetter som aldrig før. Det er særligt de helt store familieforestillinger og musicals, der trækker publikum til teatersalene
Aarhus Teater har fundet vejen til succes på tilskuerrækkerne. Med forestillinger som C.S.Lewis’ Narnia og musicalen West Side Story når teatret nu også ud til nogle af de østjyder, hvor teater før har været ukendt land.
14 dage før premieren på Narnia – Løven, Heksen og Garderobeskabet, er billetterne for længst revet væk. Pressechef Morten Daugbjerg, har været hos Aarhus Teater og han har aldrig oplevet noget lignende.
- Det er første gang, jeg har oplevet, at vi allerede to uger inden premieren kan tænde de røde lamper og melde alt udsolgt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Familieforestillinger med kant
Succesen går igen på teatrets andre forestillinger. Allerede nu er 75 procent af samtlige billetter til denne sæson revet væk.
- Det vælter ind med gæster. Kigger jeg på vores salg af for eksempel musicalen West Side Story, som har premiere i slutningen af marts, så har vi solgt 8.000 ud af de 27.000 pladser, vi har. Og det er mere end et halvt år før forestillingen har premiere, siger Allan Aagaard, der er direktør hos Aarhus Teater til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han frygter ikke at de store familieforestillinger stjæler pladsen fra de mere eksperimenterende forestillinger.
- Vi spiller rigtig mange eksperimenterende forestillinger. Det er faktisk primært det, der foregår på vores mindre scener. Samtidig prøver vi også at give vores større forestillinger lidt kant, siger Allan Aagaard.
Sidste år var 35.000 børn og unge under 25 år en tur i Aarhus teater. Og succesen kan også mærkes hos skuespillerne.
- Vi har jo haft stor succes. Folk er mildest talt væltet ind til rigtig meget, af det vi har lavet. Det er rigtig dejligt. Det betyder meget, siger Anders Baggesen, der spiller faunen Hr. Tumnus.
VIDEO: Halvt menneske og halvt ged. Kom med en tur hos Aarhus Teaters sminke- og maskeafdeling, når Anders Baggesen forvandles fra menneske til faun. Video: Aarhus Teater.