Læreruddannelse i høj kurs
På trods af skolereform er interessen for læreruddannelsen stor
Meget tyder på, at skolereform og debat om lærernes arbejdsvilkår ikke har skræmt de studerende væk fra læreruddannelsen.
Sidste år faldt antallet af nye elever på landets seminarier med 14 procent. Men i dag var der overvældende interesse for et åbent hus-arrangement på lærerseminaret i Aarhus:
- Vi har jo været meget spændte på, om vi nu også fik fyldt alle vores åbne fagværksteder, siger den pædagogisk administrative leder på læreruddannelsen i Aarhus Susanne Agerbæk til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sidste år mødte 150 op på alle tre åbenhus-dage, men i år er der mødt 120 op alene på arrangementets første åbenhus-dag.
Emilie Balle-Svendsen er en af de interesserede, der mødte op til åbent hus fredag. Hun er ikke skræmt væk af skolereformen:
- Jeg kan arbejde med mennesker, jeg kan have en indflydelse og gøre en forskel, forklarer hun.
Og Susanne Agerbæk forstår da også godt, hvorfor læreruddannelsen tilsyneladende er i høj kurs i år:
- Hvis vi går helt ind til benet, så er lærerjobbet det mest glædesfyldte og livgivende job, man overhovedet kan beskæftige sig med - skolereform eller ej.
Tag med til åbent hus på læreruddannelsen i indslaget øverst på siden.