Kvinder udsat for tricktyveri
To ældre kvinder udsat for tricktyveri i deres hjem
To kvinder på henholdsvis 88 og 87 år blev søndag udsat for tricktyve i deres hjem i Åbyhøj ved Aarhus.
Begge kvinder blev med en times mellemrum opsøgt i deres hjem, hvor ukendte gerningsmænd stjal penge.
Det første tilfælde skete søndag klokken 11.50 på Nordrevej i Åbyhøj.
Her blev en 88-årig kvinde opsøgt af en mand, der under påskud om, at han kom fra et elselskab og skulle afmåle lejlighedens elmåler, fik adgang til boligen.
Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der var stjålet penge fra lejligheden.
Gerningsmanden beskrives som en mand, 170 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført blåligt tøj, muligvis overalls, en blå strikhue med noget rødt, en blå jakke og mørke bukser. Derudover bar han en mørk taske over skulderen.
En lille time senere gik en mand ind i en plejebolig på Kingosvej - ligeledes i Åbyhøj.
Her blev der stjålet penge og cigaretter fra en 87-årig kvindelig beboer.
- Han siger umiddelbart ikke, hvad han skal i lejligheden, men går bare ind. Da kvinden spørger, hvad han laver, svarer han hende ikke, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som mand, 165 centimeter høj og mellemøstlig af udseende. Han har sort hår med gråt i højre side, og han var iført sort tøj og medbragte en rygsæk.
- Der plejer normalt at være en sammenhæng i sådanne sager. Det er typisk en lille gruppe personer, som laver sådanne ting. Men det kan også smitte, når det rygtes, at der er en måde at gøre det på, siger Vagn Martinussen.
Østjyllands Politi hører gerne fra personer, som har oplysninger i sagerne. Det kan ske på telefonnummer 114.