Kvinde stjal kød for 2.530 kroner i Bilka

Kødglad tyv på spil i Bilka i Tilst ved Aarhus

Foto: Google Maps

En 40-årig kvinde blev tirsdag anholdt, efter hun ifølge Østjyllands Politi havde proppet kød fra Bilka i Tilsts kølediske i to tasker og forladt varehuset uden at betale.

En ansat i Bilka havde dog genkendt kvinden fra en tidligere episode og ville tale med hende, men den 40-årige forsøgte at flygte.

Hun kom dog ikke så lagt, da det lykkedes personale fra varehuset at stoppe hende.

I kvindens rygsæk og håndtaske blev der blandt andet fundet fire styks kalvemørbrad og tre oksemørbrad. I alt var der kød til en værdi af 2.530 kroner fordelt i taskerne, oplyser politiet.

Læs også Forsøgte at stjæle gravko, men blev stoppet af håndværkere

- Kvinden er kendt for lignende forhold, og hun er for nyligt blevet løsladt efter at have afsonet en dom i en lignende sag. Derfor bliver hun fremstillet i grundlovsforhør i dag (onsdag, red.), siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Opdatering klokken 13.12:

Ved grundlovsforhøret blev kvinden idømt en straksdom op 60 dages fængsel, og skal afsone dommen med det samme, oplyser politiet. Kvinden accepterede dommen.