Kvinde og tre marsvin reddet ud af lejlighed
Brandvæsnet rykkede sent i aftes ud til en alvorlig melding om sort røg.
Østjyllands Brandvæsen måtte i aftes rykke ud til en alvorlig melding om sort røg fra en lejlighed på Illerupvej i Aarhus N.
- Vi får en melding fra 112 om sort røg fra lejligheden, og om at der er flere personer på altanen, der råber efter hjælp, så allerede på vejen bliver der kaldt en ekstra vogn med røgdykkere, fortæller operationschef Bjørn Christensen ved Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Meldingen kom 23.51.
Læs også
Da indsatslederen lander deroppe, er der brand, og der står én person på altanen og råber om hjælp.
- Vedkommende er tæt på at overveje at gå ud over hegnet, så det er godt, vi kommer, lyder det fra operationschefen.
Personen bliver reddet ned med en drejestige, mens røgdykkere kommer ind i lejligheden og kan konstatere, at røgen er opstået efter ild i en sofa i lejligheden.
- Det er hurtigt slukket, så de ekstra styrker kommer ikke i brug, så det gik sådan set, som det skulle.
Udover lejlighedens beboer blev der også reddet nogle marsvin ud af lejligheden.
- Der blev også reddet tre marsvin ud af lejligheden, og de klarer den. De er overdraget til politiet, oplyser Bjørn Christensen.
Læs også
Nogle af opgangens øvrige beboere havde evakueret sig selv ud af lejlighederne, da der var røg i opgangen, og blev tilset på stedet. Lejlighedens beboer og en anden person blev indlagt.
Branden kan være opstået på grund af en bærbar computer i sofaen, oplyser politiet.