Kvinde dømt for piratkopiering: Ignorerede advarsel

En 27-årig kvinde blev ved Retten i Aarhus torsdag dømt for at solgt kopierede lærebøger.

Mindst 109 gange solgte en kvindelig socialrådgiverstuderende kopierede lærebøger, og det har nu landet hende en dom for brud på ophavsretsloven.

Det skriver Anklagemyndigheden torsdag.

Den 27-årige kvinde blev dømt ved Retten i Aarhus til at skulle betale 10.000 kroner til Rettighedsalliancens medlemmer i erstatning, ligesom hendes omsætning - 9.383 kroner - blev konfiskeret.

Kvinden havde tilstået at have kopieret og solgt digitale kopier af i alt 38 forskellige lærebøger i perioden januar 2018 til september 2019. End en ikke besked fra Rettighedsalliancen om, at hendes handlinger var ulovlige, fik hende til at stoppe, skriver Anklagemyndigheden.

De piratkopierede lærebøger blev solgt på både GulogGratis, DBA og Tradona og sendt til køberne på mail.

- Det er kort sagt ulovligt at kopiere e-bøger, hvis man ikke ejer rettighederne til dem. Det er en skærpende omstændighed, at der er sket et betydeligt antal salg, og at det er sket gennem en længere periode.

-Den dømte har nu modtaget en straf for krænkelse af ophavsretsloven, og altså fået en plet på straffeattesten. Et forhold, der kan have betydning for hende i mange år fremover. Derfor er det vigtigt at forstå, at selvom det er let at gøre det, så er det strafbart at kopiere e-bøger uden forfatterens tilladelse, siger anklagerfuldmægtig Simone Jeppesen.