Kun få borgere har fået coronabøder i smitteramt politikreds

For Østjyllands Politi har det ikke været et succeskriterie at uddele mange bøder for coronaovertrædelser.

Vi har taget hensyn til vores borgere, fordi det kan være svært at omstille sig så hurtigt, lyder det fra Østjyllands Politi. Her er politiet på gaderne i forbindelse med, at AGF-fans fejrede årets sølvmedalje i superligaen. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Hos Østjyllands Politi har man ikke haft travlt med at udskrive bøder for overtrædelse af coronarestriktionerne.

Og til trods for det nylige smitteudbrud i Aarhus vil man hos Østjyllands Politi ikke ændre den strategi, der indtil nu kun har resulteret i 38 sigtelser.

- Vi håndhæver de nationale retningslinjer. Og så har det i øvrigt aldrig været vores ambition at udskrive så mange bøder som muligt, siger politiinspektør hos Østjyllands Politi Martin Løye.

Læs også Aarhus Festuge aflyst: Borgmester lærte af færøsk festival

Svært at omstille sig så hurtigt

Til sammenligning har Sydøstjyllands Politi i nabodistriktet rejst 178 sigtelser. Antallet af coronaovertrædelser fordelt på politikredse fremgår af et notat fra Rigspolitiet.

Reglerne om, hvor mange personer man må være samlet, og hvor man må opholde sig, er løbende blevet ændret siden epidemiens begyndelse. Det har været afgørende for, hvordan man har håndteret sager om overtrædelser i Østjylland.

- Vi har taget hensyn til vores borgere, fordi det kan være svært at omstille sig så hurtigt, når lovgivningen hele tiden ændrer sig, siger Martin Løye.

Læs også Ekspert er forsigtig optimist: - Jeg tror, kurven er knækket

Det har været hans oplevelse, at de påbud, der er givet til borgerne i Østjylland, er blevet efterlevet i langt de fleste tilfælde.

- Vi kommer jo tilbage og kontrollerer de påbud, vi har givet, og så kan det jo være svært at uddele en bøde, når borgerne rent faktisk følger vores påtaler, siger han.

Unge fik antallet af sigtelser op

På trods af den store forskel i sigtelser mener kollegerne i Sydøstjyllands Politi ikke, at man der har slået hårdere ned på overtrædelser end i andre kredse.

Chefpolitiinspektør Klaus Munk fortalte tidligere til tvsyd.dk, at der havde været en række tilfælde, hvor større grupper af unge var blevet sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Det fik antallet af sigtelser til at stige hurtigt.

Læs også Populær badesø i Silkeborg under politiets opsyn - fra fredag kan forsamlinger forbydes

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi ligger antallet af sigtelser for coronaovertrædelser på hele 292.

Det blev hjulpet godt på vej af et biltræf, hvor 221 medlemmer af Street Race Jylland blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet

Ifølge Rigspolitiet er der på landsplan rejst i alt 1087 sigtelser for overtrædelser af coronarestriktioner i perioden fra 18. marts til 10. august.