Kulturby i økonomiske problemer
Budgettet er ifølge flere folketingspolitikere helt urealistisk
Aarhus går efter at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. Den jyske hovedstad arbejder med et budget på 500 millioner kroner, og i budgettet kalkuleres det med, at staten skal bidrage med 200 millioner kroner.
Flere kulturordførere på Christiansborg mener dog, at dette er helt urealistisk.
- Vi bliver nødt til hele vejen rundt i det danske samfund at sætte tæring efter næring, og i den her sammenhæng er det et spørgsmål om, hvor mange penge kan vi overhovedet finde til kulturhovedstadsprojektet, siger Flemming Møller Mortensen (S) der er formand for folketingets kulturudvalg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De radikale advarer
Hos regeringspartneren de radikale advarer man også Aarhus mod at regne med en check på 200 millioner fra staten.
- Det er rigtig svært bare at finde 10 millioner kroner, så hvordan vi skal finde 200 millioner kroner, det ved jeg simpelthen ikke, og jeg tror ikke det overhovedet er realistisk, siger de radikales kulturordfører Marlene Borst Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Aarhus erkender kulturrådmand Marc Perera Christensen, at det prestigefyldte projekt er i fare for at skrumpe.
- Hvis ikke man får de her penge fra staten, så bliver det jo et mindre projekt, det er jo rimeligt logisk, og så bliver ambitionerne også mindre, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus konkurrerer mod Sønderborg om at blive Europæisk Kulturhovedstad 2017.