Kronprinsen i Aarhus
Kronprins Frederik besøgte universitetet
Aarhus Universitet fik i dag fint besøg. H.K.H. Kronprins Frederik, der er æresalume på universitet, skulle nemlig stå for den officielle åbning af Aarhus Symposium 2014, som finder sted i dag.
Aarhus Symposium er et debatmøde, hvor 700 studerende skal lytte til oplæg om strategi og ledelse. Oplægsholderne er flere prominente navne fra det danske erhvervsliv, her blandt forsvarschef Peter Bartram, Thomas F. Borgen, Group CEO i Danske Bank, og Peder Tuborgh, der er CEO i Arla Foods.
Bag arrangementet står en gruppe studerende, der har brugt et helt år på at stable det på benene.
Dagens store debatter live-streames på Aarhus Symposiums hjemmeside i samarbejde med Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences.
I klippet øverst kan du se Kronprins Frederik ankomme til Aarhus Universitet.