Kritik af teaterkoncert: Mere et mareridt end en drøm
Anmeldere giver deres bedømmelse af Aarhus Teaters nye John Lennon-forestilling 'Imagine'
- You may say I'm a dreamer. But I'm not the only one.
Sådan lyder starten på tredje vers af John Lennons 34 år gamle klassiker 'Imagine'. Et musiknummer, som har lagt navn til en teaterkoncert, der i øjeblikket bliver fremført på Aarhus Teater.
Koncerten tagerudgangspunkt i nogle af den tidligere Beatles-sanger og komponists største hits som for eksempel 'Imagine', Working Class Hero' og 'War is over' og krydrer dem med teater og dramatik.
To af de østjyder, der har været inde og se 'Imagine' er skuespiller Lone Rødbroe fra Randers og talsmand for Northside Festival John Fogde. De optræder i denne uge begge som anmeldere i TV 2 | ØSTJYLLANDs ugentlige kulturprogram 'Kulturkampen'.
Inden koncerten havde de store forventninger til forestillingen. Forventninger, som langt fra blev indfriet, lyder det enstemmigt.
- Så sad jeg og tænkte undervejs. Hvad er det I vil? Hvad fanden vil I?, siger Lone Rødbroe.
Mangler glæde
Hun mener, at skuespillerpræstationerne var gode, men at forestillingen var skåret forkert og var alt for dyster.
Hendes medanmelder John Fogde bakker op om betragtningerne og fortæller, at han langt fra følte, at 'Imagine' handlede om drømme, ligesom John Lennon sang:
- Men sådan, som jeg opfattede det, var det meget mere et mareridt. Det var ligesom at være lukket inde på et sindssygehospital, hvor folk bliver bundet, holdt tilbage og græder, siger John Fogde og kritiserer den negative og triste stemning i stykket:
- Hvor var al glæden og humoren, der også var i de sange, de præsenterede? Det savnede jeg enormt meget.
Der var dog ikke kun ris til forestillingen. Udover godt skuespiller er både John Fogde og Lone Rødbroe enige om, at flere af delelementerne i 'Imagine' fungerer godt isoleret set.
Du kan se, hvor mange stjerner de to anmeldere giver teaterkoncerten i videoen øverst i artiklen.
Hele ugens program af Kulturkampen kan ses på TV 2 | ØSTJYLLAND i aften klokken 20.20 eller allerede nu her på tv2oj.dk ved at klikke her.