Kritik af nybyggeri
Byggeri til 130 millioner kroner møder kritik
130 millioner kroner. Så meget koster det nybyggeri på Grøndalsvej i Aarhus, som Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg skal flytte ind i.
Det betyder at afdelingen skal forlade en billig husleje i de nuværende lokaler i Frichsparken. En beslutning medarbejdere og ledelse står uforstående overfor, skriver jp.dk.
I en tid, hvor kommunen skal gennemføre besparelser, kunne den måske istedet have sparet 130 mio. kr. til et nybyggeri på Grøndalsvej, og ifølge Dorthe Laustsen kan det blive nødvendigt at afhænde andre kommunale ejendomme.
- Det kunne være den nye bygning på Grøndalsvej frem for at opsige det billige lejemål i Frichsparken, siger Dorthe Laustsen til avisen.
Byggeriet på Grøndalsvej, som ikke er færdigt endnu, blev sat i gang for at huse forvaltningen for natur og miljø, som hører under Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø.
Allerede dengang var det på tale at etablere kommunale arbejdspladser i Gellerup-Toveshøj som et led i helhedsplanen for området.
Siden har byrådet bestemt, at hele Teknik og Miljø skal flytte ud i et kommende nyt domicil i Gellerup.
Det efterlader 5.000 kvm nybyggede lokaler på Grøndalsvej, som det nu er planen, at magistratsafdelingen for sundhed og omsorg skal overtage.