Krisehjælp ydes til berørte ved ulykke

- Nu er vi i gang med at arrangere krisehjælp til dem der måtte have behov for det, sige direktør for Tivoli Friheden Henrik Ragborg Olesen.

”Vi har samlet de gæster, som har relation til de tilskadekomne – og de som sad i vogntoget – og tilbyder psykologhjælp til de, som har brug for det.”

Sådan skriver Tivoli Friheden i en opdatering på Facebook torsdag eftermiddag, hvor en alvorlig ulykke er sket i forlystelsen Cobraen.

Opslaget er lavet, inden Østjyllands Politi klokken 15 meldte ud, at en 14-årig pige er død i ulykken, hvor også en 13-årig dreng blev kvæstet.

Til TV2 ØSTJYLLAND forklarede Tivoli Frihedens direktør Henrik Ragborg, efter ulykken var sket, at parken har en fast standardprocedure ved alvorlige situationer.

- Så rømmer vi parken og sender gæsterne hjem. Nu er vi i gang med at arrangere krisehjælp til dem der måtte have behov for det. Det kan være mine kollegaer, det kan også være familien til de tilskadekomne eller andre, forklarede Henrik Ragborg Olesen.

Tivoli Friheden er rømmet for besøgende efter ulykken.
Tivoli Friheden er rømmet for besøgende efter ulykken. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Parken har meldt ud, at de af respekt for de tilskadekomne opfordrer gæster til ikke at dele billeder, der er taget i forbindelse med ulykken.

Hvornår Tivoli friheden åbner igen, er slet ikke spørgsmålet for direktøren lige nu.

- Det er lige sket, og lige nu har vi fokus på at hjælpe så meget vi kan, og så må vi tage det andet på et senere tidspunkt.