Kraftig lejlighedsbrand i Gellerup: Én person er kørt på sygehuset
En kraftig brand er i dag klokken 12.14 opstået i en lejlighed på Emmasvej 17 i Gellerup i det vestlige Aarhus. Årsagen til branden er formentlig rygning i sengen.
OBS: Artiklen er opdateret kl. 14.40 med en kommentar fra Østjyllands Politi.
En person, der boede i den brændte lejlighed, er blevet kørt på sygehuset med en formodet røgskade og en mulig andengradsforbrænding. To andre personer, fra de tilstødende lejligheder, bliver derudover tjekket for røgskader.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen og Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der er ikke ret meget der virker mere i lejligheden. Lejligheden er helt brændt ned, siger vagthavende operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Jørgen Hansen.
Branden har ikke bredt sig til andre lejligheder, men hele opgangen er blevet evakueret.
- De foreløbige undersøgelse viser, at branden startede på grund af rygning i sengen. Vi skal have endeligt klarlagt sagen og have undersøgt lejligheden nærmere, når det bliver muligt, siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Brandvæsen var på stedet og havde branden under kontrol efter 20 minutter. Den er slukket, og folk kan frit færdes i området igen.