Kørt over af bus: Politiet søger vidner
En 57-årig kvinde blev mandag aften påkørt og efterfølgende kørt over af en bus på Sønder Allé i Aarhus
Mandag aften skete et dramatisk trafikuheld i centrum af Aarhus. En 57-årig kvinde blev mandag aften kl. 19.15 kørt over af en bus, og pådrog sig slemme skader. Kvinden brækkede alle ti tæer, slog et hul i panden og fik ødelagt sine briller.
Først blev den 57-årige påkørt af bussen, da hun kom gående ad fortovet på Sønder Allé fra Spanien i retning mod Fredensgade. Bussen fortsatte efterfølgende uden at standse og kørte nu over kvinden.
- Jeg tænker umiddelbart, at chaufføren ikke opdager kvinden, men det er svært at sige med sikkerhed, siger politiassistent ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til tv2oj.dk.
Kvinde fik sit ene ben kørt over af bus
Kontakt til vidner
Derfor vil politiet også meget gerne have fat i den pågældende buschauffør. Ofret nåede ikke at se, hvilken bus der var tale om, og heller ikke hvilken farve den havde.
- Vi er meget interesserede i at få kontakt til vidner, der har overværet uheldet. Og dem har der sikkert været nogle af i centrum af Aarhus en mandag aften, forklarer Marianne Morgen.
Onsdag skal efterforskere i sagen også have undersøgt, hvilken bus der kan have kørt på det pågældende sted mandag aften.