Køreplan koster millioner
Tilbagegang i passagertal efter omlægning af busserne
Midttrafik har mistet 5,3 procent af billetindtægterne efter den store omlægning af den kollektive trafik i Aarhus-området i efteråret.
Det fremgår af et notat, der forleden blev forelagt Midttrafiks bestyrelse, skriver Århus Stiftstidende.
Formålet med den nye plan var at få flere til at tage bussen, men i første omgang er det modsatte altså tilfældet.
Midttrafik tager dog foreløbig situationen med ro med henvisning til, at kunderne skal vænne sig til de nye ruter. Først tre år efter omlægningen skal passagerfremgangen være en realitet - der budgetteres med fire procent.
Tilbagegangen svarer til mistede indtægter på 5,4 millioner kr. fra 102 til 96 mio. kr. fra august til december.
Det er ikke kun i Aarhus, der har været tilbagegang. I hele Midttrafiks område faldt passagertallet i 2011 med 3,6 procent i forhold til 2010.