Kontrol på værtshus ledte politiet på sporet af 'større mængde kokain'
En 51-årig mand fra Aarhus blev lørdag anholdt og sigtet i sagen
En 51-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter politiet fandt en 'større mængde kokain' på mandens bopæl.
Under en rutinemæssig kontrol på et værtshus på Frijsenborgvej i Risskov ved Veri Centret lørdag opdagede Østjyllands Politi, at en 51-årig mand var i besiddelse af en mindre mængde kokain.
Læs også
Fundet vækkede politiets nysgerrighed, og man valgte at ransage mandens bopæl. Her fandt patruljerne det, som politiet betegner som 'en større mængde kokain', og derfor valgte man at anholde den 51-årige og dennes samlever, en 57-årig kvinde.
De blev søndag begge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her blev kvinden løsladt, mens den 51-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.
Østjyllands Politi ønsker ikke at uddybe sagen yderligere af hensyn til den videre efterforskning, som nu ligger og venter i sagen. Derfor blev der også anmodet om dørlukning i retten, så oplysninger om sagen ikke slap ud i offentligheden.