Kommunens ansatte får brintbiler
I Aarhus Kommune kommer 10 brintbiler i de kommende fire år til at supplere vognparken
Aarhus ønsker på mindske sit CO2-udslip, og for at gøre det forsøger kommunen sig nu med brintbiler. 10 stk bliver leaset i en forsøgsperiode på fire år.
- Langt over halvdelen af CO2-belastningen i Aarhus kommer fra transportsektoren. Hvis vi vil være en bæredygtig by i fremtiden, skal vi have knækket den kurve, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S).
Rådmanden ser fordele ved de nye brintbiler, som ifølge ham også slår elbiler på mange områder.
- De fungerer som diesel- eller benzinbiler, hvor man kører på en tankstation for at tanke op og ikke behøver at oplade bilen. Samtidig er kørslen stort set lydløs, så fordelene er en behagelig køreoplevelse og lav miljøbelastning, forklarer Kristian Würtz.
Med til at skabe et marked
Lige nu er der dog ikke en særlig økonomisk gevinst for kommunen ved at bruge de nye biler, men det kan der komme, fortæller rådmanden.
- Efter de fire års testperiode skiller vi en af bilerne ad, for at se hvordan den holder til kørsel som vores. Hvis det ser positivt ud, håber vi så på, at markedet for brintbiler er modnet, og vi så kan udrulle det til en større del af bilparken, siger Kristian Würtz.
Bare indenfor Teknik og Miljø har kommunen 300 biler, så det er stadig kun en forholdsvis lille del, der i de kommende år bliver brintbiler.
- Jeg kan ikke sige noget om fremtiden på nuværende tidspunkt. Men hvis det viser sig, at det er værd at bruge flere brintbiler, så ville det være et stort skridt på vej mod at mindske CO2-belastningen i transportsektoren, mener rådmanden.
Du kan høre hele interviewet med Kristian Würtz øverst i artiklen.