Kommune installerer intelligente lyskryds for at nedbringe kø - og det virker
Et nyt højteknologisk lyskryds med radar på Grenåvej i Aarhus sparer bilister for at holde unødigt i kø ved rødt lys.
Mange bække små gør en stor å. Sådan kan scenariet i hvert fald være, hvis man kører mod en stribe af lyskryds og rammer samtlige røde lyskryds,
Og det kan være rigtig frustrerende, hvis der alligevel ikke kommer biler fra andre retninger.
Det ved de godt i Aarhus Kommune, og i stedet for at overlade det til timingen og en smule held har de - som de første i landet - installeret et lyskryds med kunstig intelligens på Grenåvej, der skal få trafikken til at gilde bedre.
- Idéen er, at det hele tiden kigger på alle trafikanter både cyklister, bilister og alle dem, der er på vej mod krydset, siger Michael Bloksgaard, der er projektleder hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND
Han forklarer, at radaren selv registrerer, om der er fodgængere, cyklister eller bilister og dermed skifter lysene selv, så man undgår unødvendig spildtid. På den måde glider trafikken så let som muligt.
Læs også
Det nye system på Grenåvej har været i brug en lille måned, og indtil videre har det betydet, at der i gennemsnit har været 30 procent mindre ventetid, og det glæder rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) sig over.
- Jamen, Aarhus vokser, og vi er presset på vores infrastruktur. Intelligent trafikstyring og trafikcentral er en smart måde at skabe løsninger på, som har en meget hurtig effekt, siger Bünyamin Simsek til TV2 ØSTJYLLAND.
Og de bilister, som TV2 ØSTJYLLAND mødte ved det nye lyskryds er enige med rådmanden.
- Jeg synes, det er en meget god idé, så man kan komme hurtigere hjem efter arbejde, siger Carsten Jørgsen, til TV2 ØSTJYLLAND
Læs også
- Vi kender vel allesammen det med at holde fuldstændig uden grund i et lyskryds, så det vil jo bare afvikle trafikken, tænker jeg, siger Morten Rønde, til TV2 ØSTJYLLAND
Flere lyskryds opgraderes
Aarhus Kommune er også ved at opgradere andre lyskryds, så de udover at måle trafikken også kan styre det direkte fra centralen.
- Hvis der er Fredags Rock inde i Tivoli Friheden, så kan vi have et program til at køre i forhold til at folk skal væk fra Tivoli Friheden, siger Michael Bloksgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Michael Bloksgaard forklarer også, at man kan ændre i lyskrydsene, hvis der sker et uheld og dermed regulere trafikken, så man undgår trafikpropper.
Læs også
Rådmanden Bünyamin Simsek mener, at direkte styring af lyskryds er noget, der skal være mere af i Aarhus Kommune, og til spørgsmålet om, hvorfor det er så vigtigt at undgå 30 sekunder ventetid ved et kryds, svarer rådmanden:
- Hvis man kun holdt 30 sekunder for rødt ét sted, så var det ikke ret lang tid, men vi er en stor by med rigtig mange lysreguleringer, så man holder i kø rigtig mange gange, siger Bünyamin Simsek, til TV2 ØSTJYLLAND.
Og Michael Bloksgaard er enig med rådmanden.
Læs også
- Hvis vi kigger på hele netværket som et samlet, lad os sige man har en samlet rejsetid på 40 minutter, hvis man kan reducere den med fem eller ti minutter, så betyder det selvfølgelig noget for den enkelte trafikant, siger Michael Bloksgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.