Kom med indenfor i et somalisk hjem
Den Gamle By i Aarhus åbner lørdag dørene til et somalisk hjem for at vise boligkultur fra hele Danmark
Store farverige gardiner, silkesengetæpper og keramiske pyntegenstande. Det er blot nogle af de ting, der viser forskellen på dansk og somalisk indretning.
Lørdag 12. marts åbner Den Gamle By i Aarhus en nutidig somalisk indrettet lejlighed for at vise boligkultur fra hele Danmark.
- Vi pynter gerne soveværelset med sengetæpper, store gardiner og rigtig flotte ting. I stuen har vi ikke så meget på væggene, men vi bruger store tæpper under møbler og pynteting, som kan være håndarbejde, kvinderne har lavet, siger Ilham Mohamed, der er medlem af Foreningen Bydelsmødre 8220, og viser rundt i lejligheden.
Årsagen til den nye udstilling skyldes seks initiativrige somaliske kvinder. For godt et år siden henvendte de seks kvinder sig til museet med et ønske om, at deres del af Danmarks kulturarv også blev videreformidlet i Den Gamle Bys udstillinger.
I lejligheden i Den Gamle By kan man blandt andet se, at børneværelset er godt fyldt op, da alle børn bor på samme værelse på nær den mindste på to år.
Kom med på rundtur i det nye somaliske hjem i Den Gamle By i videoen ovenfor.