Kollegianere blev evakueret efter brand
Søndag aften udbrød der brand på kollegiet Kløvergården i Skødstrup ved Aarhus. Branden opstod i køkkenet, der delvist udbrændte
Alle beboerne på kollegiet Kløvergården i Skødstrup på Grenåvej nord for Aarhus blev søndag kl. 19.50 evakueret i forbindelse med en brand i et køkken. Brandvæsenet blev i første omgang kaldt ud til en mindre brand, men det viste sig at være mere alvorligt.
- Først var meldingen, at det kun var et komfur, der kom lidt røg fra. Men da vi kommer frem, viser det sig, at hele køkkenet brænder, fortæller indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, John Korsbak, til tv2oj.dk.
Se flere billeder på localeyes.dk.
Derfor får brandvæsenet tilkaldt et ekstra udrykningshold samt tre røgdykkerenheder, som skulle forhindre røgen og flammerne i at sprede sig.
Årsag endnu ukendt
- Det lykkes at holde ilden i køkkenet, men flere af de omkringliggende lokaler blev røgskadet. Vores opgave blev således også at få luftet ud på kollegiet, forklarer John Korsbak.
Efter omkring 2,5 timers arbejde på stedet kunne brandfolkene vende hjem igen. Her var status nedslående især for kollegiets køkken.
Efter storbrand: Sådan ser Djurs Sommerland ud i dag
- Køkkenet er delvist udbrændt, men branden nåede heldigvis ikke at brede sig, fortæller indsatslederen.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men tekniske undersøgelser eller vidneforklaringer skal klarlægge den.
Du kan se video optaget af Local Eyes fra branden øverst på siden.