Kokainsælger på Snapchat snydt af betjent

Østjyllands Politi anholdt tirsdag en 19-årig mand, der efterfølgende fik en række sigtelser.

Østjyllands Politis specialpatrulje blev tirsdag morgen opmærksomme på en Snapchat-profil, hvor fra der blev reklameret med salg af kokain.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres seneste døgnrapport.  

I den forbindelse foregav en betjent at være en interesseret køber og aftalte derefter at mødes med manden bag Snapchat-profilen. 

Om formiddagen dukkede en 19-årig mand op på den adresse, hvor han og betjenten, der foregav at være en køber, aftalte at mødes. 

Under mødet fremviste den 19-årige mand noget kokain til betjenten i civil. Betjenten kvitterede med en anholdelse og en sigtelse for forsøg på narkosalg. 

Gjorde kraftigt modstand  

Da den 19-årige mand fik besked om, at han var anholdt, gjorde han kraftigt modstand. 

Betjenten fik i den forbindelse hjælp fra sine kolleger, der havde holdt sig i baggrunden. 

Under den efterfølgende visitation fandt betjentene en kniv siddende i den 19-årige mands bukselinning. 

Derfor blev manden også sigtet for overtrædelse af knivloven og for at have modsat sig anholdelsen.