Kofod fortørnet over Bestsellers brug af fabrikker i Myanmar
Militæret sidder på magten i Myanmar. Ifølge FN-rapport ejes fabrikker, Bestseller bruger, reelt af militæret.
To af de fabrikker, som den danske tøjgigant Bestseller har brugt i Myanmar de senest år, samarbejder ifølge en FN-rapport med militæret i landet.
Og det kan få konsekvenser, siger Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), til Politiken. Han er stærkt fortørnet over samarbejdet.
Bestseller står blandt andet bag tøjmærkerne Vero Moda, Vila og Jack & Jones. De har kontor i Aarhus med 700 ansatte, og ejer Anders Holch Povlsen bor i Aarhus Kommune.
- Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg mener, det er stærkt problematisk, hvis Bestseller vælger at få produceret tøj på fabrikker, der ifølge FN er kontrolleret af militærdiktaturet i Myanmar, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Politiken.
Læs også
Militæret tog magten i Myanmar 1. februar. Siden er over 700 civile blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i forbindelse med demonstrationer.
Det er tøjfabrikker i industrizonen Ngwe Pinlae, som er problemet. Zonen er nemlig ifølge en FN-rapport fra 2019 reelt ejet af militæret.
Mandag vil EU på et møde for unionens udenrigsministre ifølge avisen indføre sanktioner mod industrikonglomeratet Myanmar Economic Holdings Limited (Mehl), som militæret ejer - som også USA har gjort.
Samarbejdet stopper
Tre fabrikker, som Bestseller har brugt de seneste år, ligger i Ngwe Pinlae. To af dem beskyldes i FN-rapporten for at have forbindelser til netop Mehl.
- Nu må vi se, hvor langt vi når, men det er klart, at når yderligere sanktioner er på plads, så forventer jeg, at danske virksomheder også efterlever sanktionerne, siger Jeppe Kofod til Politiken.
Læs også
Den danske tøjgigant fortæller til Politiken, at det allerede inden kuppet blev besluttet ikke at placerer ordrer i Myanmar.
Samarbejdet stopper altså, når de eksisterende ordrer er leveret. Det kan dog genoptages, når det er "etisk forsvarligt".
- Vi har fået udarbejdet uafhængige undersøgelser, som foreløbig ikke viser tegn på, at de tre fabrikker betaler penge til Mehl, oplyses det.
Vil fremlægge redegørelse
Bestseller skriver i en pressemeddelelse, at de senest 10. maj vil fremlægge en redegørelse over sine aktiviteter i Myanmar.
Ifølge direktør Anders Holch Povlsen har Bestseller ikke bestilt varer i landet siden 19. marts. Det genoptages ikke, før landet er på ret kurs igen.
- Der må ikke herske tvivl om, at vi i Bestseller altid søger den mest ansvarlige vej, siger direktøren i meddelelsen.
Han opfordrer EU's udenrigsministre, der mandag mødes, til at komme med et sæt retningslinjer for, hvordan man som virksomhed skal forholde sig.
Anders Holch Povlsen oplyser, at Bestseller efter FN-rapporten i 2019 fortsatte samarbejdet med fabrikkerne efter grundige undersøgelser.
Der var dog ingen bevis eller anledninger til at tro, at de havde relationer til militæret.
- Der er ingen tvivl om, at det nemmeste i verden ville have været at stoppe al samhandel - særligt når vi kun taler tre fabrikker, siger han.
- Men vi føler os imidlertid forpligtet til først at forsøge at undersøge og afdække, dernæst at forbedre eller afhjælpe forholdene.
- Det er det samfundssind og menneskesyn, der forventes af os, og som vi finder mest rigtigt og ansvarligt, lyder det fra direktøren.