Knivstikker stadig på fri fod - politi udvider eftersøgning
Politiet udvider nu eftersøgningen af den mand, som de mener står bag et knivstikkeri fredag i Tilst.
Det har vist sig at være sværere for politiet at foretage en anholdelse i knivstikker-sagen fra Tilst, hvor en 32-årig mand fredag aften blev stukket ned på tankstationen Circle K på Tilst Parkvej.
Lørdag morgen lød meldingen fra Østjyllands Politi, at man forventede at foretage anholdelse allerede samme dag.
- Der er endnu ingen anholdt, men det håber vi sker her til formiddag, sagde vagtchef Rene Ludvig dengang.
Mere end et døgn senere - søndag eftermiddag - må han erkende, at den forudsigelse var lige vel optimistisk.
- Han var ikke de to steder, hvor vi troede, han var, siger Rene Ludvig til TV2 ØSTJYLLAND.
Han vidste det
Han slår dog fast, at man ikke har opgivet håbet om at fange den mistænkte.
- Vi søger aktivt og udvider kredsen af steder, hvor vi leder efter ham - blandt andet til steder, hvor han tidligere er truffet og i andre byer, siger han.
Han gætter på, at den mistænkte ikke har været de steder, politiet regnede med, fordi han godt er klar over, at politiet er i hælene på ham.
- Han vidste, at vi leder efter ham.
Vagtchefen vil ikke svare på, hvorvidt manden er kendt af politiet i forvejen.
Den 32-årige blev opereret natten til lørdag og er uden for livsfare.