Klager over kommunen
Trafikgruppen i Skåde klager til Rigspolitiet over Aarhus Kommunes afgørelse om at forsøgslukke Sandmosevej tæt ved Moesgaard Museum
Sandmosevej ved Oddervej bliver lukket for al biltrafik i begge retninger - foreløbig indtil den 1. oktober 2015. Det har Aarhus Kommune besluttet.
Og den beslutning vækker ikke glæde hos Trafikgruppen i Skåde. Faktisk mener Trafikgruppen, at Aarhus Kommune har handlet ulovligt.
I en pressemeddelelse skriver Trafikgruppen i Skåde blandt andet, at forsøgslukningen af Sandmosevej er formålsløs, usaglig og at grunden til forsøgslukningen ikke længere er til stede, da Moesgaard Allé er genåbnet for trafik i begge retninger.
Derfor har trafikgruppen nu klaget til Rigspolitiet.
Vejdirektoratet har tidligere givet en gruppe borgere på Sandmosevej medhold i en klage over Aarhus Kommunes beslutning om at forsøgslukke Sandmosevej, men det har altså ikke været nok til at få kommunen til at ændre beslutningen.
Se: - Vi lukker ikke veje ulovligt
Vejdirektoratet skrev den 27. januar i forbindelse med klagesagen:
- Aarhus Kommunes afgørelse af 26. september 2014 er ulovlig, og vi skal derfor bede kommunen om at tilbagekalde afgørelsen.
Men det er altså ikke sket.
- Forsøgslukningen sker for at forbedre den trafikale situation i og omkring lyskrydset Oddervej / Ringvej Syd, herunder for at øge fremkommeligheden på Oddervej, som er en af de vigtige indfaldsveje til Aarhus, skriver Center for Byudvikling og Mobilitet ved Aarhus Kommune i begrundelsen for at forsøgslukke Sandmosevej.