Kirke hjælper med rengøring
Frivillige vil hjælpe folk i nabolaget med hverdagens praktiske gøremål
Frivillige fra Saralystkirken i Aarhus-forstaden Højbjerg vil give dem, der bor i deres sogn, en hjælpende hånd med hverdagens praktiske gøremål.
De frivillige rykker ud og tilbyder nogle timers gratis hjælp til haven, rengøring eller indkøb.
Hjælpen er gratis, og det handler ifølge Saralystkirkens præst John Loretzen om at vise næstekærlighed:
- Det handler om at vise næstekærlighed i praksis. Kirkerne er gode til det med ord, men her kommer der handling bag, og det vil vi rigtig gerne bakke op. Jeg er naturligvis også klar til at rykke ud og give en ekstra hånd, udtaler han.
Selvom hjælpen fra de frivillige er gratis, så giver lokalområdet lidt igen. Føtex i Holme har sponsoreret rundstykker og rugbrød til hjælperne, og Super Brugsen på Kridthøj Torv leverer pålægget til den efterfølgende frokost.
De frivillige rykker ud på lørdag d. 18. april mellem 9-13.