Killinger fundet i papkasse med plastikstrips om halsen
En kredsformand fra Dyrenes Beskyttelse mener, at vi i Danmark har et alvorligt problem med at kattekillinger bliver dumpet, når folk ikke kan sælge dem.
Rettelse: Det røde stykke plastik kan have været et loppekurhalsbånd. Michelle Braganza understreger dog, at man ligegyldig hvad, ikke skal dumpe dyr med plastik om halsen, da de kan blive kvalt i det, når de vokser sig store.
En lukket papkasse fyldt med killinger, der havde fået plastikstrips bundet om halsen.
Det var det syn, der mødte Michelle Braganza, da hun den 4. oktober var drønet ud for at hjælpe en kvinde, der havde ringet til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral.
- Da jeg steg ud af bilen, sagde kvinden, at killingerne havde halsbånd. Da jeg åbner kassen kan jeg se en håndfuld killinger med plastikstrips, der sidder rimelig stramt.
- Man kan måske lige få en finger ind under men ikke ret meget mere, fortæller Michelle Braganza, der er frivillig kredsformand i Aarhus for Dyrenes Beskyttelse.
Aldrig set før
Kvinden, der havde ringet til vagtcentralen, havde set en mand stige ud af sin bil, stille papkassen og køre afsted igen.
- For mig er det desværre en hverdagsting. Jeg kommer ud til så mange dumpede dyr. Men med strips har jeg aldrig set før. Det var overhovedet ikke nødvendigt, siger Michelle Braganza.
De to kvinder kørte killingerne over til Dansk Dyreværn Århus. Her fik killingerne mad, pleje og en loppekur.
Michelle Braganza fortæller, at de ikke har fået fat registreringsnummeret på bilen, der havde sat killingerne af, og de derfor ikke kunne gøre mere.
Et katteproblem
Ifølge Michelle Braganza er det ofte, at hun kommer ud til enten kaniner eller katte, der er blevet dumpet i for eksempel vejkanten.
Hun fortæller, at det lige nu er højsæson for at dumpe katte og kaniner.
- Der er et stort katteproblem i Danmark. Folk skal gøre noget ved deres katte, så de ikke får flere killinger. En kat er et levende væsen og skal behandles ordentligt. Folk skal tage ansvar for deres dyr, siger hun.
Ifølge Michelle Braganza er det især et problem, at folk ikke får steriliseret deres katte.
- Folk har ikke sat sig ind i, hvad det kræver at have dyr. De har ikke steriliseret dem, og så får de killinger, som de ikke kan komme af med, fordi alle andre også har killinger, siger Michelle Braganza.
Killingerne, der havde plastikstrips om halsen, er nu sendt i pleje, hvor de skal opholde sig, indtil de er store nok til at komme tilbage på internatet og ud i deres endelige hjem.