Killing sneg sig ombord på Molslinien: Ejer efterlyses
En lille killing dukkede pludselig op som blind passager på færgedækket. Molslinien er nu på udkig efter killingens ejer, så den kan komme hjem
- Det var da kattens, tænkte Ivan Nørskov, da han var på arbejde som skibsassistent på Molslinien lørdag aften.
Han måtte spærre øjnene op en ekstra gang, da han spottede en gråstribet lille kattekilling, der løb rundt på færgedækket. Den var på den ene eller den anden måde løbet væk fra sin ejer og kommet på afveje.
Killingen var ikke lige til at fange. Den gemte sig, og Ivan Nørskov måtte en tur op og kravle på nogle tomme lastbiler for at få fat i den.
Læs også
Nu har den fået midlertidig husly hos ham.
- Jeg valgte at tage den med hjem i stedet for, at den skulle hentes af dyreværnet. Jeg har selv haft kat, så jeg havde mad, dyne, kattebakke og kattegrus derhjemme til den, siger Ivan Nørskov til TV2 ØSTJYLLAND.
Hans forhåbning er, at killingens ejer henvender sig hurtigst muligt, så han ikke bliver nødsaget til at aflevere den på et internat.
Efterlyst på Facebook
Molslinien har mandag delt et billede af den tamme killing på Facebook, i håb om at det får ejeren til at henvende sig.
Læs også
Opslaget har høstet næsten 300 delinger og en hel del kommentarer. En af personerne i kommentarfeltet tilbyder killingen et nyt hjem på landet, hvis ingen vil kendes ved den.
Mens Ivan Nørskov venter på, at ejeren tager kontakt, har han planer om at tage killingen med til dyrelæge, så han kan få opklaret, om killingen har fået indopereret en chip. Hvis den har det, så kan ejerens opspores.
Her kan du se Molsliniens opslag på Facebook:
Det er endnu uvist, hvordan killingen har båret sig ad med at komme ombord på færgen.
- Jeg kunne forestille mig, at der er en, der har åbnet sin bildør og ikke været opmærksom på sin kat. Men det kan også være, at den stammer fra et sommerhus ved Odden og har listet sig ombord derfra, siger Ivan Nørskov.