Kenneth Carlsen på udkig
Landstræneren holdt øje med talenterne
Landstræneren i herretennis - Kenneth Carlsen - var på besøg i Aarhus for at spotte talenter.
Kenneth Carlsen er kendt som tidligere tennisspiller og som kommentator til de største tennisturneringer. Lige nu fungerer han som landstræner for det danske herrelandshold. Onsdag lagde han vejen forbi Aarhus, hvor der var en international turnering, hvor blandt andet unge Esben Hess-Olesen skulle bevise sit værd.
- Det er selvfølgeligt rigtigt dejligt, når man spiller en god kamp, at han står her. Men så er det også lidt halv-træls, hvis man spiller en lidt skidt kamp, siger Esben Hess-Olesen, der til dagligt træner i USA.
Kenneth Carlsen brugte det mest af tiden på at se efter lovende talenter med potentiale til en stor tennisfremtid.
- Der er mange unge og lovende spillere både fra Danmark og fra udlandet - spillere, som kæmper om at komme op på verdensranglisten og komme helt op i top 100, siger Kenneth Carlsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Desværre tabte Esben Hess-Olesen sin kamp mod en nordmand, og det blev derfor ikke til de eftertragtede ATP-point i denne omgang - point, som han fik for første gang for nyligt.
- Esben fik sine første point i Kolding i sidste uge, og det havde selvølgelig været for ham, hvis han havde fået endnu flere. Men for mange af dem her, er det deres future-turneringer, siger Kenneth Carlsen.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.